Min skarpe tunge – nu lidt sløvere!

I mit sidste indlæg var jeg så skarp i mine formuleringer at jeg næsten skar mig på mig selv.

Det har jeg ikke som sådan fortrudt, men jeg er blevet klogere.

Jeg stødte nemlig ind i nye holdninger fra stemmer, som mod forventning var dybt uenige i mit indlæg, og som repræsenterer dem, der har levet i en verden, hvor MFR-sygdommene var almindelige, nemlig mine forældres.

Jo, jeg blev også svinet af anti-vaxxere, og det var jo både fint nok og forventeligt, men også lidt frustrerende, fordi jeg udover min meget direkte sviner ikke havde skrevet om fakta om emnet, men derimod havde henvist til nogle meget overordnede principper om Internettets faldgruber, hvilket blev tolket til, at jeg udbredte mig om ting, jeg ikke vidste noget om.

Og her blev jeg bekræftet i lige netop det jeg skrev om. Jeg havde jo netop ikke skrevet om detaljerne, men om noget helt andet, som jeg synes er DYBT problematisk, nemlig at alle i dag har adgang til så meget information på Internettet, at mange fejltolker det, de læser, samt at mange tror, de er på niveau med diverse eksperter, fordi de har pløjet sig igennem talrige tekster på nettet. Og det var DET, jeg skrev om. Ganske vidst pakket ind i en meget direkte sviner, som tog al opmærksomheden, hvilket jeg burde have set komme.

Alle er eksperter – undtagen eksperterne

Lad mig uddybe det, jeg forsøgte at sige i mit sidste indlæg:

Mange mennesker mener, at de er kompetente nok til at vide mere end eksperterne (som kommer med de officielle retningslinjer og anbefalinger), fordi de har uddannet sig online, hvilket mange mennesker sidestiller med eksperternes uddannelse, som tager +5 år – pr. uddannelse. Og her taler jeg laveste fællesnævner.

Stillet på en spids, mener disse mennesker, at de, fordi de har læst om emnet på Internettet og de sociale medier, er klogere end de eksperter, som i årevis har studeret emnerne på dertil indrettede skoler og institutioner.

Det er DET, jeg synes er foruroligende.

Og det er DERFOR at jeg har valgt at skrive om den online verdens faldgruber, frem for at prøve at informere om, hvorfor man skal vælge MFR-vaccinen til og ikke fra.

Emnet er for stort, der er for mange informationer, som man ikke kan være sikker på, og jeg har ikke forudsætningerne for at afkode al information på de talrige ekspertområder, der spiller ind.

Jeg kan ikke både være læge, forsker, biokemiker, fysiker, statistikker, virolog og alle andre eksperter på området – det er derfor jeg lytter til eksperterne.

MIN argumentation er, at hvis man mener, man er i stand til at uddanne sig tilstrækkeligt til at være klogere end eksperterne på området (hvilket svarer til, hvad, +30 års uddannelse sammenlagt?), selv afkode al information korrekt OG have styr på sine kilder på internettet – så er man enten lynende intelligent, enormt ignorant eller voldsomt arrogant.

Anyways, jeg påtager mig ikke ekspertrollen, det var heller ikke det jeg gjorde i mit sidste indlæg, jeg sendte en sviner afsted, og den vil jeg så gerne adressere nu.

Livserfaringen taler

Som sagt så stødte jeg ikke kun sammen med anti-vaxxere, jeg kom også op at toppes med mine forældre, som venligt gjorde mig opmærksom på, at da de var børn, var disse sygdomme helt normalt at rende ind i, og det havde de jo altså ikke taget skade af. De mente at hele denne sag var hysteri af værste skuffe for nu at bruge min fars ord.

Og jeg kan godt forstå den udmelding. Det må virke helt skørt at folk går så meget op i noget, der har været helt normalt engang. At mine forældre ikke har taget skade af sygdommen er jo ikke noget argument i sig selv, men når det så er sagt, så synes jeg, at vi skal se tingene for det, de er, og nu er det jo ikke ligefrem Ebola eller pest, vi snakker om. Overlevelseschancerne ved mæslinger er ganske pæne, mildt sagt, og eventuelle bivirkninger relativt sjældne.

Men det er heller ikke en harmløs virus, og derfor mener jeg helt klart, at vi skal vaccinere, og det vil være min holdning, så længe eksperterne med de lange uddannelser og den faktuelle indsigt mener, at det er vejen frem. Jeg er ikke klogere end eksperterne.

I den henseende at det er hysteri, som debatten kører lige nu, er jeg enig med mine forældre. At køre det helt op i en spids, hvor MFR-Støtterne og Anti-Vaxxerne graver sig dybere og dybere ned i hver deres skyttegrav og skyder stadigt skarpere, hysteriske og skingre argumenter mod fjenden, er nok heller ikke vejen frem.

Jeg hoppede med på den skingre og hysteriske vogn, nu hopper jeg så lige af igen. Jeg trækker min sviner tilbage, MEN jeg har samme holdning, som hele tiden:

Se nu at få vaccineret de unger. Lad nu være med aktivt at opsøge sygdommene. Lad os løfte i flok og få nederen sygdomme udryddet.

Og ikke mindst:

Lad være med at tro du er ekspert på området, med mindre du har taget en uddannelse og/eller forsket i området. Du kan ikke blive ekspert af at lave et enddog meget grundigt studie på nettet. Et emne, som består af så mange ekspertområder, kan du altså ikke få fuldstændig styr på ved at granske nettet i uger, måneder eller år. Der skal mere til – en god, solid uddannelse.

Reklamer

Aldrig mere lort op af nakken!

Jeg tror alle forældre har prøvet det; baby har gjort en aktiv indsats for at undgå forstoppelse, til stor tilfredsstillelse for såvel sig selv som forældrene. Man smutter lige ud og skifter ble, og så er det, at gruen går op for en – bleen har ikke begrænset skaden, og det er tydeligt, at både tøj og baby skal have en grundigere afvaskning end man forventede…..

Crap… bogstaveligt talt. Op og ned af ryggen, ud af siderne på benene, en veritabel bæ-eksplosion. Så er det, at man står og tager tilløb til at klæde baby af. Fordi man ved bare, at uanset indsatsen, uanset hvilken rulleteknik man bruger, uanset hvor umage man gør sig, så vil baby få lort hele vejen op i nakken, op i håret, og hvis uheldet er ude, på arme og ben, og hvis det går helt galt – alt i de nære omgivelser inklusive en selv.

Suk… SUK!

Frygt ej! Jeg har på snedig vis fundet løsningen ved hjælp af Internettet! Se bare her – ifør blot din baby i den rette body, den med den kuvertagtige halsudskæring, ikke knapper, og så skal du ikke mere frygte babylort ud over det hele. Man ruller simpelthen bare bodyen ned om babys krop i stedet for at trække den over hovedet. Det er genialt!

 

Om at kombinere morskabet med motion

Ja, det burde egentlig ikke være nødvendigt, vel? Motion. Jeg mener, hver dag føles – for mig anyways – som en marathon i forvejen, og jeg løber så stærkt som en hest kan rende, for at kunne nå det hele. Og alligevel synes jeg, her er rodet hele tiden! Ej ok, der er heller ingen grund til at overdrive – 90 % af tiden.

Nå, men det er ikke nok, har jeg hørt, og jeg har derfor længe haft en ambition om at få pulsen op nogle gange om ugen, så jeg ikke ender med at blive et slasket sofadyr. Indtil videre har mine høje ambitioner dog blevet i tankerne. Jeg har simpelthen ikke kunnet finde ud af, hvornår i alverden jeg skulle få motion proppet ind i programmet.

Når jeg har hentet Krudtuglen, så vil jeg gerne bruge en times tid på at lege med ham, inden vi skal til at lave mad. Når vi har fået mad og Krudtuglen har været i bad, og er kommet i seng, så står den på oprydning, og når det er overstået, er dagen ved at gå på hæld.

Her er det så at valget mellem en hurtig løbetur i kulden/regnen/mørket for det meste altid taber til sofaen, som står der og ser indbydende ud, mens tv’et gør sig til med spændende serier and what not.

 

Hva så slaskedask, er du kommet op af sofaen?

Ja, nu er jeg. Jeg har simpelthen fundet en løsning, der fungerer med hverdagen, som ikke forstyrrer det daglige program, og som ikke er så voldsomt tidskrævende. Eneste minus er, at jeg har opdaget hvor sindsygt ringe min kondi er blevet – men det håber jeg, bliver bedre inden så længe! Jeg er begyndt at løbe over og hente Krudtuglen og løbe hjem igen. Det er en tur på samlet 2 km. Nej, det er ikke meget, men det passer lige til mig både med hensyn til tidsforbrug og træningsintensitet.

Lige nu tager det små 30 minutter i ren løbe/gåtid (ikke grine!). Det er fordi jeg her i opstartsfasen har fået strenge ordre på at løbe maks to minutter af gangen af min mor, som er løbetræner. En cyklus på to minutters gang og to minutters løb tager jo alligevel sin tid. Det bliver bedre hen ad vejen, når jeg har været igang lidt længere, og så kan jeg jo sætte tempoet op, tage en omvej hjem og andre cowboytricks, som gør at jeg kan opbygge en kondi igen.

Med tiden forestiller jeg mig, at jeg får den lækreste bikinikrop, lange, slanke ben, god fast røv og større bryster – måske også længere øjenvipper, hvem ved, hvad der ellers er at vinde ved at komme i form!!

One of those days….

Kender du det….

 

Man kommer for sent op. Aaaalt for sent. Fordi det er mørkt og koldt udenfor dynen, og de “bare lige 5 minutter mere…..” bliver til “F***!! Klokken er 5 minutter i afgang!!”.

Så man starter dagen med hjulspin på vej ud af sengen, Krudtuglen bliver kastet i tøjet, lynbad, lynmad til junior, og så giver man den bundgas ud af døren!

Efter 5 minutters kørsel slår det lille benzintank-ikon i instrumentbrættet til – ovennævnte bandeord bliver igen taget i brug, mens man skæver til uret, der nu viser, at man kommer minimum 5 minutter for sent.

Under stadig heftig anvendelse af ens udvidede vokabularium af bandeord svinger man ind på nærmeste tankstationen, holder med hvinende bremser ud for nærmeste frie stander, slukker bilen og griber i sin taske efter sin pung.

Pungen er pist væk. Fordi den ligger nemlig ikke i tasken, den ligger hjemme i sofaen, hvor punge jo i al almindelighed bør ligge. Så derfor kan man nu skyde en hvid pil efter at komme på arbejde indenfor de 5 minutter efter mødetidspunkt, som man havde sigtet efter på vej ud af døren.

Det er her den opgivende attitude overtager. Man sukker dybt, sætter bilen i gear og vender snuden mod hjemmet.

Efter at have fået fingrene i pungen med det altafgørende Dankort, sætter man sulten og slukøret igen kurs mod arbejdspladsen. Men nu begynder maven på insisterende vis at sende signaler, som faretruende vidner om, at man går sukkerkold indenfor de næste 5 minutter.

Det første, man bruger Dankortet til, er derfor et smurt rundstykke fra bageren – en sund og nærende morgenmad, der bliver skyllet ned med en københavnerbirkes! Derefter følger en optankning til den dieselsultne bil, og SÅ kan man endelig lade DAS Auto strække ud på de lange lige landeveje til arbejdspladsen.

Dog varer det ikke mere end 5 minutter, før man når den første lastbil… Der ligger og kører abnormt langsomt bag en anden lastbil, der kører ligeså abnormt langsomt. Turen til arbejdet tager således ikke 5 minutter længere, end normalt, men 15! Udover de minutter, man i forvejen er blevet forsinket denne morgen forstås.

Overhalinger kommer ikke på tale, for selvom man ikke kører i myldretiden mere, fordi man jo er sent på den, så er der lige præcis biler nok, der kører med lige præcis den afstand til hinanden i modsatte spor, der umuliggør eventuelle overhalinger af bare den ene af lastbilerne.

Mange opgivende suk senere ankommer man til destinationen – 5 minutter i 9, i stedet for de 5 minutter over 8, som man havde regnet med og håbet på, at man kunne nå, da man startede med hjulspin ud af sengen.

Kender du det?????

Foran venter en laaaaaang arbejdsdag, der heldigvis krydres af gode kolleger, og når turen går hjemad, vil jeg glæde mig til at hente min søn, til at lave mad, og til at min store skat kan give mig et kæmpe knus og kys 😀

PS: Har i øvrigt oprettet en ny kategori at arkivere mine indlæg under her på bloggen – kaos, hedder den. En kategori, som jeg regner med at komme til at bruge ganske aktivt fremover…….