One of those days….

Kender du det….

 

Man kommer for sent op. Aaaalt for sent. Fordi det er mørkt og koldt udenfor dynen, og de “bare lige 5 minutter mere…..” bliver til “F***!! Klokken er 5 minutter i afgang!!”.

Så man starter dagen med hjulspin på vej ud af sengen, Krudtuglen bliver kastet i tøjet, lynbad, lynmad til junior, og så giver man den bundgas ud af døren!

Efter 5 minutters kørsel slår det lille benzintank-ikon i instrumentbrættet til – ovennævnte bandeord bliver igen taget i brug, mens man skæver til uret, der nu viser, at man kommer minimum 5 minutter for sent.

Under stadig heftig anvendelse af ens udvidede vokabularium af bandeord svinger man ind på nærmeste tankstationen, holder med hvinende bremser ud for nærmeste frie stander, slukker bilen og griber i sin taske efter sin pung.

Pungen er pist væk. Fordi den ligger nemlig ikke i tasken, den ligger hjemme i sofaen, hvor punge jo i al almindelighed bør ligge. Så derfor kan man nu skyde en hvid pil efter at komme på arbejde indenfor de 5 minutter efter mødetidspunkt, som man havde sigtet efter på vej ud af døren.

Det er her den opgivende attitude overtager. Man sukker dybt, sætter bilen i gear og vender snuden mod hjemmet.

Efter at have fået fingrene i pungen med det altafgørende Dankort, sætter man sulten og slukøret igen kurs mod arbejdspladsen. Men nu begynder maven på insisterende vis at sende signaler, som faretruende vidner om, at man går sukkerkold indenfor de næste 5 minutter.

Det første, man bruger Dankortet til, er derfor et smurt rundstykke fra bageren – en sund og nærende morgenmad, der bliver skyllet ned med en københavnerbirkes! Derefter følger en optankning til den dieselsultne bil, og SÅ kan man endelig lade DAS Auto strække ud på de lange lige landeveje til arbejdspladsen.

Dog varer det ikke mere end 5 minutter, før man når den første lastbil… Der ligger og kører abnormt langsomt bag en anden lastbil, der kører ligeså abnormt langsomt. Turen til arbejdet tager således ikke 5 minutter længere, end normalt, men 15! Udover de minutter, man i forvejen er blevet forsinket denne morgen forstås.

Overhalinger kommer ikke på tale, for selvom man ikke kører i myldretiden mere, fordi man jo er sent på den, så er der lige præcis biler nok, der kører med lige præcis den afstand til hinanden i modsatte spor, der umuliggør eventuelle overhalinger af bare den ene af lastbilerne.

Mange opgivende suk senere ankommer man til destinationen – 5 minutter i 9, i stedet for de 5 minutter over 8, som man havde regnet med og håbet på, at man kunne nå, da man startede med hjulspin ud af sengen.

Kender du det?????

Foran venter en laaaaaang arbejdsdag, der heldigvis krydres af gode kolleger, og når turen går hjemad, vil jeg glæde mig til at hente min søn, til at lave mad, og til at min store skat kan give mig et kæmpe knus og kys 😀

PS: Har i øvrigt oprettet en ny kategori at arkivere mine indlæg under her på bloggen – kaos, hedder den. En kategori, som jeg regner med at komme til at bruge ganske aktivt fremover…….

Børnehjørnet i stuen – en lille opfølgning

Måske nogen af jer nåede at læse min lange og lettere usammenhængede post om det børnehjørne, vi har lavet i stuen? Hvis ikke, kan du læse det her

Og ellers – og uanset – syntes jeg bare lige, at jeg ville fortælle lidt om, hvordan det fungerer i dagligdagen, nu hvor vi har haft det i mere end et par uger. En lille opfølgning på mit begejstrede vrøvl om man vil 😉

 

Krudtuglens fristed

Selvom Krudtuglen stadig holder meget af at skrue på højtalerknapperne og rode i reklamerne, pille brænde op af spanden og – det nyeste hit, tak i øvrigt til bedsteforældrene 😉 – hive alt indhold ud af køkkenskabene, så bruger han stadigvæk rigtig meget tid i sit hjørne.

Han futter rundt med sine vogne, og han hygger sig med sine bolde, han undersøger gang på gang, hvad der er i kasserne, og elsker at hive alt indhold ud (mor venter stadig på at det bliver interessant at hive alt indhold tilbage i kasserne…). Det var i dette hjørne at han lærte at kravle, gå og i det hele taget bevæge sig rundt.

Ikke mindst fordi jeg har haft nogle sækkestole til at afskærme for resten af stuen, så det har faktisk en overgang (inden han lærte at bryde ud) fungeret som kæmpe kravlegård. Jeg har fuldstændigt kunnet stole på, at han har kravlet rundt derinde og hygget sig, hvilket har givet mig en pause i løbet af dagen til at få lagt noget tøj sammen eller andre voksenfornøjelser – selvfølgelig stadig under opsyn.

Den følelse af frihed, det har givet Krudtuglen, er jeg sikker på har betydet en del for hans udvikling. Både den mentale og den fysiske. At han har kunnet futte trygt rundt på gulvet i sit “bur”, har gjort at han på egen hånd har kunnet udforsket mange flere bevægelsesmuligheder, og det er kun få gange, jeg har skullet gribe ind….

For eksempel kan det godt blive en lidt for spændende oplevelse at undersøge kasserne indefra, når man er en lille dreng, og der er langt ned til bunden…!

foto-15

Jeg skyndte mig jo altså at samle ham op igen! 😉

Høhøhø… anyways, vi er simpelthen SÅ glade for, at vi tog skridtet og gjorde stuen børnevenlig på den børnevenlige måde, og jeg tror der går lang tid inden vi laver det om. Og til den tid bliver det nok for at gøre det til et teenagervenligt hjørne, hvor vi så ydmygt håber at ungerne vil tilbringe bare ti minutter om dagen – måske med en Playstation eller noget lignende med et sækkestolsarrangement og et fedt motiv til +1000 kr på væggen i stedet for Rema100-fisk 😉

Det var ikke mig….

Kender du det, man bliver syg, har det riiigtig skidt, men må ubetinget tage på arbejde eller til fødselsdag eller hvad der nu ligger og venter – og så får man smittet nogle andre.

Kender du det, man står i en elevator, og pludselig lugter der rigtig skidt, man kigger anklagende på sine medpassagerer, men ingen vedkender sig prutten…

Er der nogen, der ville række hånden op i begge situationer og sige: “…undskyld, det var mig!”???

Selvom man bliver/føler sig presset til at tage til arbejde/sociale arrangementer, så vedkender man sig ikke gerne, at man har givet en forkølelse eller influenza videre. Det gør man helst ikke, fordi man ved, at alle andre er ligeså pressede som en selv, og derfor ikke har tid og overskud til at være syg.

Jeg tænker lidt på, om ikke det var smart at indføre tvunget sygdommens første dag, ligesom barnets første sygedag – sådan at vi ikke udsættes for ligeså meget smitte, som nu, fordi folk føler de er nødt til at bevæge sig ud i det offentlige rum, og dermed bidrage til spredning af virus/bakterier.

Hvad synes du?

 

Det store sutte-vortex

Skal vi lige starte med at definere et vortex? Et vortex er en hvirvel, hvor tiltrækningskraften mod midten tiltager jo længere mod centrum man kommer. Det vil sige, at et vortex i større udgaver har en vis tiltræknings- og ikke mindst opslugningskraft. Dette princip ses fx i tornadoer, i hvirvlen når man lukker vand ud af badekarret, men man hører også om kæmpemæssige vortexer i havet, som myten siger pludselig åbner sig under skibe og opsluger dem fuldstændig for aldrig at blive set igen.

Det er så her sutter kommer ind i billedet. Jeg har endnu ikke set et decideret sutte-vortex, men jeg er sikker på de må eksistere. Lidt ligesom Bermudatrekanten, ingen ved, hvad der sker, men noget sker der i hvert fald, og ofrene (det være sig sutter eller skibe) forsvinder sporløst fra jordens overflade, og bliver aldrig set sidenhen. Jeg forstår det simpelthen ikke! Jeg købte for et par måneder siden 9 sutter – NI! De er væk nu. Næsten. De sørgelige rester er to navnesutter og en natsut, de andre, og de to-tre stykker vi havde i forvejen, er sporløst forsvundet. Hvor bliver de af?? Jeg har ledt og skrapt, ryddet op, ryddet ud, kløet mig i håret og lignet et spørgsmålstegn, men lige lidt hjælper det. 

Så på den igen. Har nu bestilt og fået 8 nye sutter hos MAM, og jeg håber de ikke forsvinder i det store sutte-vortex i løbet af kort tid på ny, fordi så bliver det da godt nok dyrt i sutter!

Jeg er egentlig overrasket over, at der overhovedet er sutter at hænge op på suttetræerne – man ser poser fyldt til randen med sutter! Mister de mennesker ikke sutter til det store sutte-vortex?? Eller har de et sutte-abonnement, så de får tilført en lind strøm af sutter leveret til adressen? Eller er babyer lidt som hunde, der graver ben ned, for så pludselig at sidde med en sut, man ikke aner hvor kom fra, eller som man troede var forsvundet for evigt? og er det i så fald de sutter, der ender i poser på sagesløse træer?

Med hjælp fra sutte-vortexet er min plan for sutteafvændingen, når den tid kommer, er at lade det ske, som i forvejen sker. Sutterne forsvinder ligeså stille, og lige pludselig er der bare ikke flere, og så er den ikke længere. 

Indtil da vil jeg forsøge at holde forbruget på under 1000 kr samlet!

Dagplejeopstart – de indledende øvelser for mor og barn

Ja, det er blevet tid til at Krudtuglen skal starte i dagpleje, og det betyder at vi i denne uge laver de indledende øvelser til, at han kan være der selv hele dagen. Der er selvfølgelig en plan, der går ud på noget i retning af at besøge dem, bliver der lidt, liste af osv, klassikeren tænker jeg. Det er mest for ham. Mine indledende øvelser består i at vænne mig til tanken. Og det er svært, fordi tanken lige nu består hovedsageligt af:

Naturstridigt! Det er hvad det er, at skulle aflevere sit barn til fremmede mennesker, og det uanset om det er dagpleje eller vuggestue. Jo, det synes jeg, jeg synes, som jeg før har skrevet, at det er en meget mærkelig samfundsindretning, der kræver at vi forældre afleverer de små til nogen, som vi ikke kender, og som ikke kender ens barn, og som ens barn ikke kender.

Husmor 2.0, det ville jeg være god til. Meget. Men nu bor jeg i en by, hvor det der med at mødes i hjemmegåendegrupper ikke er nået hertil endnu, så hvis jeg skulle, ville Krudtuglen ikke lære social omgang i samme omfang, som han vil lære det i dagplejen. Og han ville blive sindssyg af at skulle gå hjemme ved sin moar, når nu det er meget sjovere at lege med andre børn. Så derfor er der ikke noget husmor 2.0 for os – primært mit barn.

Og nu lever vi jo i et samfund, hvor mødrene gerne skal ud at have en karriere også, og i øvrigt bliver skøre og begynder at rende rundt om sig selv i små cirkler og banke hovedet ind i væggen af at blive tvunget til at gå hjemme og ikke møde andre voksne og tænke på at hele verden venter udenfor, og øh, hvor kom jeg til i min sætning… I det samfund er der altså brug for, at vi kan aflevere de små til professionelle, som man kan stole på.

Så det gør vi. Og det gør vi også her i det lille hjem bag skærmen. Jeg kan se, at Krudtuglen her på andendagen synes, at det er sjovt at komme ud til de andre børn. Jeg kan også se, at han synes, de voksne er søde og spændende. Men når mor går, så knækker filmen. Det bliver bedre, det ved jeg, for det siger alle. Og når alle siger det, så er det rigtigt. Jeg synes stadig det er naturstridigt, det ligger dybt i mig, at jeg i bund og grund er en røvdårlig mor, når jeg afleverer mit højtelskede barn til fremmede, og når han så oven i købet græder, så bliver den følelse ikke mindre fremtrædende. Men det er for det bedste, det ved jeg. For det siger alle. Og så er det rigtigt. Jeg glæder mig til at se om alle får ret, og jeg håber, de begynder at få ret i morgen, hvor jeg for alvor skal til at gå. Jeg håber også, at Krudtuglen kan mærke de kuglekærlighedslyn, der stryger fra mig i lind strøm og gnistrende sender små portioner omsorg i hans retning, som han forhåbentlig kan klare sig med, til jeg kommer igen. Forhåbentlig kan han mærke min tilkæmpede/påtagede/imaginære ro, og derved selv være tryg ved situationen.

Jeg glæder mig til den dag, hvor han bliver så glad for at være der, at han glemmer at sige farvel når han kommer, og ikke vil med hjem, når han skal hentes. Eller vent… Hmm… Crap… Jeg vil gerne slås tilbage til start, så jeg kan have min lillebitte baby igen, som jeg aldrig skulle aflevere til nogensomhelst andre end familie og venner, og ikke i særlig lang tid af gangen. Naaaaaaaiiirj, heller ikke, men går tiden ikke lidt stærkt??

PS: Lad dig ikke afskrække af ironi og generalliseringer 😉

Mine populæreste posts…

…er lister over ting til baby og babysøvn. Folk finder selv ind på de indlæg via fx søgemaskiner. Det er fedt!

Dernæst kommer indlæg om baby generelt. Det er et spændende emne for de fleste, der læser med her tror jeg. Fornemmer jeg. Ved det jo ikke med sikkerhed.

Men det er meget sigende, synes jeg, at så snart jeg blogger om sund mad, når der står grøn eller salat eller sund i overskriften, så falder besøgstallet…. Hihihi jeg tænker det er knap så dragende at klikke på et link til salat. Uanset hvor superflot farverne så spiller sammen på billedet, og uanset hvor inspireret jeg selv har følt mig – og uanset mængderne af ost jeg har brugt til de SUNDE salater! 😀 Fair nok, indlægget om det meget lidt sunde Bearnaise var ret populært, så hvis jeg vil være deltidsmadblogger sideløbende med at være en mummy-blog, så må jeg vist holde mig til det usunde 😉

Att.: Alle unge piger, førstegangsmødre og andre maveusikre personer!

Hej jeg hedder Tina, jeg er en helt almindelig små-doven, normalvægtig, serieslave af en førstegangsmor. Jeg gør ikke nogen vild indsats for at holde vægten, omvendt dyrker jeg yoga en gang om ugen og prøver at tage mig sammen til at lette røven fra sofa-symbiosen og komme ud i den friske luft og bevæge benene et par gange eller fem om ugen. For det mest kun et par gange…

Sikke en bekendelse at komme med, tænker du nok nu (når nu jeg bruger AA-parallellen i indledningen), hvor vil hun hen med det…? Det skal jeg fortælle dig!

Det slog mig her til morgen, at jeg har en almindelig mave. Jeg har en normal mave. Den er ikke flad og trimmet som et vaskebræt, har aldrig været det, og er det bestemt ikke her efter jeg har været gravid første gang – og det bliver nok ikke bedre efter næste gang og under alderstrykket. Og vaskebrættet brillerede også med sit fravær, da jeg trænede meget, som i 5-6 gange om ugen. Men den er som maver er flest; helt min egen, ikke helt som nogen andres og derfor ganske normal…! Det er første gang i mit liv, at den erkendelse rammer mig med logisk og overbevisende kraft. Og det er jo i virkeligheden lidt ærgerligt, at den ikke er feset ind på lystavlen noget før i mit snart 31-årige liv…. Fordi jeg har fået det at vide mange gange. At min lille topmave ikke er en altdominerende detalje på min krop. At den ikke er det første man ser, når man kigger på mig iklædt bikini. At den faktisk ikke stritter. At den er helt normal. Pæn har nogle oven i købet sagt.

Hvor vil jeg hen med det?

Jeg vil gerne bidrage til at få vores kropskritiske selvbevidsthed ned på et plan, der ikke skal leve op til selvsultende, suppe-kurs-følgende superstjerners perfekte maver, eller photoshop-perfekterede topmodellers flotte og flade maver. Fordi faktum er, at det er NORMALT at have en mave, der ikke er fuldstændig flad, og det er da endnu mere normalt for kvinder, der har været gravide. Der er selvfølgelig enkelte heldige individer, der uden at gøre det store har den slags mave, de fleste drømmer om. Jeg har ladet mig fortælle at det nærmere er undtagelsen end reglen. Så hvis du tænker, at alle andre har en mave, der er meget fladere og pænere end din egen, så er der altså ret stor sandsynlighed for at du er helt forkert på den.

Hvordan vil jeg så bidrage til at indfange og tøjle vores selvkritik til det niveau, det hører til på? Ord er bare ord jo, og SÅÅÅÅ mange læsere har jeg heller ikke… Men jeg vil gerne bidrage så det batter, og mit våben er mine ord, så her får I en nærmere beskrivelse af min mave, og så håber jeg, at I også vil bidrage – det kan I gøre ved at dele, hvis altså I synes jeg har en pointe, og så bruge kommentarfeltet til at fortælle om jeres maver.

Min mave ser noooogenlunde ud, som den gjorde inden graviditeten, den er lidt mere slap nu, men dog uden væsentlig vægtforøgelse (kvalme gennem hele graviditeten gør det let ikke at tage på…). Det er nu 10 måneder siden jeg fødte, så mit maveskin har nok efterhånden trukket sig det sammen, det kunne. Det vil sige at jeg har en topmave, den stritter lidt, og man kan godt se på huden, at den har været strukket. Den er ligesom lidt mere rynket når jeg bøjer mig, men jeg er en af de heldige, der ikke har fået strækmærker.

Jeg har en navle. Den er placeret med løs hånd lidt tilfældigt, lidt skævt til højre for midten. Har jeg altid været træt af. Tror til gengæld jeg er den eneste, der har opdaget det.

 

Jeg er bleg. Meget bleg! Hvid faktisk, og det vil jeg også gerne understrege. Fordi – to fluer med et smæk – vi skandinaver ER blege, og det skal kræftfremkaldende solarier ikke lave om på. Lad det være op til lækre latinotøser at være laberlysebrun, og vis din blege, halvgennemsigtige hud frem med stolthed! Vi er, som vi er, og med mindre du er mega overvægtig (så skal du gøre noget, men gør det, fordi det er usundt at være overvægtig), ser du ud præcis som du skal.

JO!

JOOOOOO!

Basta! (jeg er mor nu, mit ord er lov!)

Hvordan er din mave?

Flere Gratis Penge…

Det lyder spændende, ikke? Fristende endda… Måske ligefrem dragende… Mod butikkerne! Og webshops’ene!

Ups, men vi glemmer da vist lige noget; Gratis Penge kan findes andre steder end i de gode tilbud, der ligger og venter på os på hylderne. Må jeg lige minde om reglerne, der står her, i et af mine ældre indlæg.

Udover at vinde Gratis Penge i Lotto eller på Skrabelodder, kan du også gøre noget ekstra godt for dig selv samtidig. Meld dig ind i Sygeforsikringen “danmark”. Hver gang du får tilskud til noget, er det også Gratis Penge. Det var faktisk min kære moder, der mindede mig om det her til morgen, klog kvinde, hende mor. Godt spottet!

Men det er penge, jeg allerede har betalt, tænker du måske, så derfor gælder det ikke. Til det må jeg bare bruge det slående og altid alt-overtrumfende modargument: “JO!”

Du skal se det sådan her: Når du får tilskud til noget fra “danmark”, så får du penge tilbage for noget, som du allerede har købt. Det er faktisk at benytte sig af et tilbud, der fungerer i modsat rækkefølge; der er tilbud på ydelsen/produktet, du får bare først de Gratis Penge når kvartalet slutter. Tilbudet gælder bare kun for dem, der er medlem af denne eksklusive klub.

Jeg ved godt, det er for sent for nogle… Dem, der ikke fik meldt sig ind, før de blev syge… Så sørg nu lige for, at det ikke også bliver for sent for dig! Du kan melde dig ind i basismedlemskabet her. Det koster kun 99,- kroner i kvartalet, og sikrer dig på den måde, at får du en alvorlig sygdom eller noget andet, du kan få tilskud til i de dyrere grupper, har du ret til at opgradere dit medlemsskab og dermed få tilskud til fx dyr medicin. Do it! Do it NOW! Før det er for sent… Børn er gratis. Dvs. børn under 16 år er gratis forudsat, at du er meldt ind. Så hvis ikke du vil gøre det for din egen skyld, så gør det for dine børns.

Og hav så en rigtig god weekend! Og udnyt om muligt friheden til at få fingrene i nogle Gratis Penge! 😉

En sidebemærkning til girafvirakken

Hold nu op en virak om en giraf! Jeg tror både medierne, samfundsdebatørerne og alle andre har kogt det suppe på den, som den kunne bære, skal vi ikke stoppe nu? Jeg synes der går alt for meget politisk korrekthed i den for tiden – og ikke kun når det handler om giraffer. Det er synd, fordi det fuldstændig stjæler rampelyset fra de sager, der rent faktisk er vigtige, når folk har så travlt med at vise hele verden, hvor forfærdeligt retskafne de er…

Der er dog én ting, jeg gerne lige vil rette fokus på i forbindelse med hele girafsagen.

Att.: politikere!

Det, som jeg synes, vi og især politikerne kan uddrage af hele det her cirkus, er at det godt kan lade sig gøre at håndtere et interview elegant og intelligent, selvom man er under hård beskydning, ligesom Bengt Holst gjorde det. Han viser et lysende klart eksempel på, hvordan man kan komme igennem et interview på en måde, hvor man både svarer på alle de spørgsmål, der bliver stillet, er faktuel, åben og ærlig, og samtidig formår at afvæbne journalisten fuldstændig.

Det er der brug for, synes jeg, fordi det er godt nok blevet for svært at finde rundt i parti- og politikjunglen, som efterhånden er blevet et sted, hvor det synes at være forbeholdt politikerne at kende dagsordenen, og vide hvad der i virkeligheden foregår. Jeg mener, hvordan skal den menige dansker deltage i demokratiet, når vi det meste af tiden knap kan finde hoved og hale i, hvad der foregår på gangene i Christiansborg? Hvordan skal vi vide, hvor vi skal sætte vores kryds, når medierne mere eller mindre skaber deres egen skævvredne version af virkeligheden, og når politikerne ikke kan/vil svare på de spørgsmål, som journalisterne stiller… Også fordi journalisterne stiller spørgsmål, der i høj grad fører hen mod deres egen sensationshungrende agenda.

Ja, jeg ved godt verden ikke er helt så simpel, men så kompliceret og sløret, som den er nu, behøver den vel heller ikke at være…? Under alle omstændigheder synes jeg at vi skal rette fokus fra giraffen og lægge mærke til hvor elegant vores zoo-direktør kommer igennem et interview, som journalisten øjensynligt havde planlagt til at skulle være en sønderlemmende kritik, og hvor resultatet nærmest blev det modsatte. Jeg giver ham et stående bifald.

(hvis du vil se videoen, kan du søge på “giraffe copenhagen zoo” på youtube)

Rom! Rom siger jeg jo! Ikke porno… Jeg kan forklare:

Kender du det, når man bliver nævnt i forbindelse med en af de helt store, (gamle), stjerner indenfor den mere nøgne side af underholdningsindustrien? Altså den der ikke er for børn? Altså… den hvor man ikke bare er afklædt, men også går til den på det hvide lærred??? Ham den klamme, der også er med i Boondock Saints… Ron Jeremy

Nå, men det er lige sket for mig, og vejen dertil er overraskende kort, og slet ikke så saftig, som man skulle frygte…! Og som det oftest er tilfældet, når mit navn ender i den slags sammenhænge, har det noget med Johan at gøre…

Det hele startede med at Johan udfordrede grænsebutikkernes decemberhelvede af gud ved hvilken grund, og i den forbindelse fandt en rom opkaldt efter Ron Jeremy. Fordi på spansk hedder rom ron, hvilket giver en glimrende anledning for en multikunstner, som Ron Jeremy, til at producere og sælge rom i eget navn, Ron de Jeremy. Og plastre flasken til med lumre referencer. Johan kunne naturligvis ikke stå for flasken, købte et eksemplar, og anmeldte den på sin blog.

Det opdagede producenterne, hvilket medførte, at Johan fik mulighed for at anmelde deres 7 års rom også. Som var ligeså plastret til med lumre referencer. Efter at have hørt Johans mening om den nye flaske roms indhold, konstaterede jeg så, at det nok var meningen , at den skulle smage, som den gør; som en fest efter pornooptagelserne i lumre lokaler med masser af alkohol og cigarer. Den bemærkning tog Johan til sig, og tilføjede med navns nævnelse i sin konklusion på sin anmeldelse, som du kan se her: Rum Review: Ron de Jeremy Reserva.

Se, det gav god mening, ikke? Slet ikke noget mærkeligt i at blive nævnt i sammenhæng med Ron Jeremy, vel? VEL? 😉