Kunsten at flyve med en baby/tumling/børn

Ferien er bestilt, man begynder at tænke på at pakke, man glæder sig til at slappe af med familien, idylen begynder at indfinde sig – og så kommer man i tanke om – SKRIG – for at komme fra A til B, skal man lukke sig ind i et lille rum med sin (hyperaktive) tumling/ (potentielt) skrigende baby og en masse fremmede, dømmende mennesker.

Tanken om at ens lille, søde, charmerende øjesten på et øjeblik kan forvandle sig til Tornadoen Tazz i det lille lukkede område, som man skal dele med +200 andre, der værdsætter ro og fred, kan give koldsved på panden hos de fleste.

Løsningen: Planlægning! Lister! …og bestikkelse!

IMG_0638

Rejsende uden småbørn: forventningens glæde Rejsende med småbørn: iskold frygt

 

FLY MED BØRN – HVORDAN?

Jeg hørte til gruppen med koldsved på panden og tankerne kørende i kaossporet. Når det sker for mig, går jeg umiddelbart efter i planlægningsvanvid, hvilket resulterede i 7 siders  planlægning inklusive pakkeliste, som også svigerfamilien kunne benytte sig af. Det er muligt, at jeg gik en lille smule i selvsving, men i hvert fald har jeg nu udarbejdet en mindre PhD udi emnet “Flyve med baby/børn”, og det syntes jeg ligeså godt kunne komme jer til gode.

 

Godt at vide generelt:

Allerede når I BESTILLER billetterne, kan I begynde at afværge katastrofer og trælse situationer. Bestil krybbepladserne! Det er muligt, at junior er blevet for stor til selve krybben (maks 11 kg – hos Emiraterne i hvert fald), MEN den ekstra benplads er guld værd som legeplads.

Krybben er lidt hård, og det er derfor en god ide at medbringe baby/juniordynen til at ligge på. Den er også rar at have med, da det kan være MEGET koldt i flyet.

Den ekstra benplads er også rar at have, når I får mad (hvilket er den logistiske udgave af helvede, som jeg desværre ingen løsning har på, andet end at de tomme ting kan stables, og at maden kan kastes i maven).

 

Derudover er det en godt at vide at:

  • KOM I GOD TID. Jeg taler af erfaring; det er ikke sjovt at være sent på den med børn på armen….

 

  • Check-in-køen kan være en udfordring, hvis den er lang, og det er derfor en fordel, hvis I tjekker in online inden I tager hjemmefra. Det går hurtigere, når I først er nået frem til skranken så, og så skal I bare af med bagagen. Uanset er det en god ide at have tablet/mobil indenfor rækkevidde, så juniors opmærksomhed kan blive afledt imens I står i køen.

 

  • Security generelt (i de lufthavne jeg har været i hvert fald) ser stort på reglerne for beholdere med væske, når de ser, at du har et barn med. Mine juicebrikker og smoothies fik jeg med igennem samtlige securities. Her er det stadig en god ide at have mobilen fremme som underholdning, men overvej om du gider tage den potentielle kamp, når du skal aflevere den til tjek, og junior pludselig bliver berøvet sin kilde til underholdning…!

 

  • Apropos security skal du huske, at du i øvrigt skal være klar til at pakke dine beholdere med væske (af hver maks 100 ml) i en 1-liters-pose, som skal være den fra lufthavnen (tjek de lokale regler). Du kan gøre det lettere for dig selv ved på forhånd at samle dem i en 1-liters-pose fra fx IKEA.

 

  • Trykudligning af ørerne er vigtigt. De små kan få rigtig ondt i ørerne, og de ved ikke, hvordan de skal afhjælpe det, og det kan være svært at forklare dem det. Løsningen er enten at amme eller sørge for at barnet drikker eller spiser, når trykket ændrer sig. Husk derfor juicebrikkerne eller snacks – jeg går i dybden med dette nedenfor.

 

  • Tag jeres egen klapvogn med. Det kan være hårdt at bære junior igennem hele lufthavnen og/eller holde styr på ham/hende på egne gåben, men I kan faktisk have egen klapvogn med helt frem til gaten. Bare I husker at nævne det ved check-ind, så får I et bagagemærke klistret på klapvognen, og så tager personalet den i gaten ved boarding. Vi havde meget stor glæde af det. Det eneste minus er, at I får ikke klapvognen igen før i lander ved slut-destinationen, så hvis I skal mellemlande et sted, må I krydse fingre for, at der er låne-klapvogne i lufthavnen der.

 

  • Når I boarder, kan I som regel benytte jer af hurtigkøen (fast lane), som ellers er forbeholdt business class. Så snart personalet ser, I har et mindre barn på armen, går alarmklokkerne i gang hos dem, og de lader jer komme ind, så I ikke skal stå i endnu en kø med jeres barn.

 


 

UNDERHOLDNING:

Lege på flyet

  • hvor mange kropsdele kan man få til at bevæge sig
  • se på billeder på telefonen
  • spørge personalet efter papkopper, som man kan stable eller tegne på
  • gå op og ned af gangene og hilse på folk og personalet – husk på, at dit barns ben er meget kortere end voksenben, og at det kan være temmelig hårdt at sidde i den lidt akavede stilling, de gør, i så lang tid, som en flytur tager. Oddsene er for at de trænger til gåturen. Ofte er der også en del, der keder sig, som synes det er skægt at lave løjer med børnene.
  • sanglege

Men vinderen her er; Køb små stykker legetøj og pak dem ind i fint papir. Alt efter barnets alder kan selve papiret og båndet være en kilde til underholdning i et godt stykke tid, og 1 minut vundet er 1 minut mindre det kan gå galt i.

Forslag til gaver:

1: Legetøjsfly. Pak det inde og marker den, så du kan tage den frem som den første gave. Så kan I nemlig sidde og snakke om, at det er sådan en I sidder i, indtil flyet letter.

2: Piberensere i en beholder med hul til at stoppe dem ned i

3: Puslespil

4: Klistermærker (både dem som permanent klistrer, og dem, som kan klistre igen og igen på glatte overflader – de kan også klistres på flyvinduet og det syntes Krudtuglen i hvert fald var skægt!)

5: Farveblyanter/tuscher og en notesbog (i nogle fly gives der farveblyanter og en malerbog til ungerne, men dem vi fik, var alt for hårde, og Krudtuglen havde slet ikke kræfter til at presse nok til at der kom ret meget farve)

6: Fingerdukker eller hånddukker

7: Elektrikertape, kan sættes på alle steder, små klistrede bolde, veje til biler osv.

8: Billedbog (fx Who loves baby med billeder af jeres kære) og/eller pege-følebøger

9: Lille bil

10: Bold (helst rimelig stor, fx en stoffodbold fra IKEA. De små triller ind under sæderne og irriterer de andre passagerer, og den blev hurtigt pakket væk hos os)

11: Modellervoks eller lignende som ikke smitter af på flysæderne

12: Sæbebobler (i 1 l pose) (hvis I sidder på krybbepladserne, kan I på den måde også underholde hele resten af rækken med børn)

13: Lego

14: Små beholdere (fx kinderægspåskeægsbeholderne) med små overraskelser både mad og “hardware”

15: Store runde stykker pasta der kan trækkes på piberenserne, sættes på fingrene osv.

16: Vandfarve (giv en millimeter vand i en papkop og lad barnet sidde hos dig og lege med det på et stykke papir, der dækker hele bakken, eventuelt brug tapen til at tape det fast og en plastpose under, så det ikke farver igennem. Er ikke så stor en udfordring, som det lyder til!)

17: Æggebakke til 4 æg (pak små kugler af farvet elektrikertape i, lad barnet bruge den som lærred, eller opfind en ny leg)

18: Temporary tatoos

19: Lille lommelygte

20: Fjeder

21: Balloner

22: Bamse (enten en velkendt, som barnet glad kan genkende, eller en ny)

23: Små bægre, som barnet kan flytte småting/snacks rundt imellem

24: Malerbog

25: Dukker

26: Magnettegneplade, de der hvor man kan viske det tegnede ud igen

27: Sticks med plade fx den her http://www.eurotoys.dk/main/index.asp?site=76&vn=09-018200

28: Plastikdyr (fx bondegårsdyr eller vilde dyr)

NB: Sørg for at finde gaverne diskret frem, så barnet ikke ser, hvor de kommer fra – så de ikke reagerer negativt på strømmen af gaver. Og lad der gerne gå lidt tid fra de ikke gider det nye legetøj, til du giver det næste. Tænk på at der skal være gaver til både turen ud og hjem.

 


 

PANIK-PAKKEN

Anvendes kun hvis junior går helt amok!

  • chokolade
  • slikkepind
  • ørepropper til de omkringsiddende
  • noget, som du ved fanger barnets opmærksomhed selv i pressede situationer.

Vi fik heldigvis ikke brug for vores – men ellers havde jeg ikke tøvet med at lade Krudtuglen tømme en pose chokolade!

 


 

PRAKTISK

Håndbagagen til barnet:

  • bleer, natbleer til turen faktisk, de holder mere tis inde, og du skal tænke på, at du måske ikke kan få lov til at skifte dit barn i lange perioder pga. turbulens, så better safe than sorry. Hvis dit barn er mindre end den mindste størrelse natble, kan du nøjes med at give en størrelse større ble på.
  • zink-salve
  • vådservietter (er altid handy at have, kan bruges til alt, fx at tørre overflader af, tørre fingre, ansigt osv.)
  • lille sæbe → husk at komme den i 1 l pose og max 100 ml (fx hvis der ikke er mere sæbe i beholderen på toilettet)
  • hånddesinficering → 1 l pose og max 100 ml (er altid rart at have mulighed for at spritte hænderne. Man skulle jo nødig få samlet en virus eller bakterie op, som gør jer syge på turen)
  • 2-3 sæt skiftetøj – hvis I skal et varmt sted hen, så tag t-shirt + shorts med, så barnet kan få temperatursvarende tøj på ved ankomst (du har lettere ved selv at tolerere for meget varme) + et af dem nattøj (så I kan lave soverutine, når det er sengetid)
  • Opladere og batterilagre til tablets og mobiler
  • bamse/sutteklud + dyne + pude – krybberne er hårde
  • skiftetøj til mor og far?
  • Skraldeposer (det gør tingene meget lettere at have et sted at samle alt det skrald, man laver i flyet, og alle gange vi har fløjet, har vi haft en fuld pose at aflevere til personalet ved ankomst)
  • hovedtelefoner til baby (flyselskabet kan kræve, at der ikke spilles højt på tablets osv, og så skal de små have hovedtelefoner på for at få lyden med.)
  • 2-3 sutter
  • skiftemåtte til bleskift (fx Liberos)
  • 2-3 stofbleer
  • tom sutteflaskekopting til at fylde med vand efter check-in
  • en strop til at sætte på klapvognen når den er foldet sammen, så det er lettere at bære i det tilfælde, I ikke har mulighed for at have den klappet ud – I kan også bare ligge den på toppen af bagagebjerget på bagagevognen
  • tandpasta og lille tandbørste (kan være rart at få frisket munden op i løbet af rejsen)

NB: Pak alt væske i poser du kan forsegle – fx dem fra IKEA, så du undgår trælse uheld med væske udover alle dine ting i tasken.

 

Mad og drikke

  • rosiner
  • små kiks
  • dadelkugler
  • hjemmebagt knækbrød brækket i stykker
  • tørret frugt
  • nøddefrugtstænger i mindre stykker
  • ostehapser
  • havrefras
  • Cherios
  • agurkestænger
  • granatæblekerner
  • juicebrikker
  • smoothies  – fx fra Semper
  • husk at fylde vand i den tomme beholder efter security
IMG_0633

Her er mit snack-arsenal – både til turen ud og hjem

 

Bare pas på at du ikke giver for mange snacks af samme slags, barnets mave kan også blive ødelagt af fx for mange frugtstænger eller ostehapser. Jeg taler af erfaring….

 

Mor og fars håndbagage

  • briller og et ekstra sæt linser (hvis du bruger den slags)
  • saltvandspipetter (er rare at have med, og ærgerlige at miste i bagagen, hvis den bliver væk)
  • pas
  • pung med $$$$
  • mobil
  • læsestof
  • spil
  • sandaler (hvis destinationen er varm)
  • oppustelig nakkepude (kan også være sjov at lege med)
  • håndcreme
  • læbepomade (virkelig rar at have i den tørre flyluft!)
  • mascara

 

 

Rejsetøj

Jeg klædte os på efter følgende regler:

  • man skal kunne holde varmen i det både i DK og på flyet
  • man skal kunne holde ud at have det på længe – blødt og behageligt
  • det skal være muligt at tilpasse til temperaturen

Lag er nøglen. Hvis det er for varmt, kan man tage noget af, hvis det er for koldt, kan man tage mere på. Fx en kjole med leggins og cardigan, så kan man altid smide leggins og cardigan ved ankomst til varm destination, mens man kan putte sig i sine varme cardigang, hvis der er koldt på flyet. Eller bukser med top og cardigan. Igen, du kan åbne eller lukke cardiganen eller tage den helt af, du kan smide strømperne, du kan folde bukserne op.



PLANEN NÅR DU HAR FUNDET DINE SÆDER ER: 

  • Tæpper, høretelefoner og puder flytter du fra sædet og ned under sædet.
  • Sæt barnet i sædet (eventuelt med mobil, men her var Krudtuglens opmærksomhed fanget af det nye sted og alle menneskerne, og tablet/mobil var ikke nødvendig)
  • i håndbagagen tager du nu: tablet, første gave, juicebrikker, en slags snack og en skraldepose, samt en ble, vådservietter og eventuelt skifteunderlag frem.
  • Tablet, gave og juicebrikker og/eller snacks placeres i lommerne foran sædet. Ellers bliver du bedt om det, når personalet tjekker om alt er som det skal være.
  • Alle tablets og mobiler sættes på flytilstand.
  • Derpå placeres håndbagagen i de dertil indrettede rum.
  • Du skynder dig ud at skifte den lille. Det er nemlig potentielt din sidste chance i et stykke tid (tænk turbulens).
  • Når I kommer tilbage, kan du selv vælge om junior skal have gaven eller tabletten.
  • Juicebrikken/snacks tager du først frem, når du selv mærker trykændring i ørerne. Hvis du giver dem inden, er det spildt i forhold til trykudligning.
  • brug vådservietter og hånddesinfection til at tørre bakken foran dig af, hvis den bliver beskidt

NB: Husk at bede flypersonalet om et børnesikkerhedsbælte, hvis ikke de selv kommer med det. Det skal kobles på dit sikkerhedsbælte. Spændet på dit sikkerhedsbælte kan være træls for barnet at have i sin ryg, i det tilfælde kan du bruge puden eller tæppet eller noget helt tredje til at sikre at spændet ikke borer sig ind i barnets ryg, bare placer noget mellem dig og barnet – men pas på at det ikke resulterer i at enten dit eller barnets bælte er for løst.

 

Har du det bedre nu?

Hvis ikke, så bare husk på, at støjen i flyet er rimelig høj, og overdøver langt det meste af dit barns støj – det er kun de nærmeste stolerækker frem og tilbage, der kan høre jer. Desuden er de fleste faktisk ret overbærende, så længe de kan se, at du gør, hvad du kan, for at skabe optimale forhold for din lille skat. Derudover må du bare væbne dig med tålmodighed og overbærenhed, og tænke på, at alle normale regler for opdragelsen er hævet indtil I er af flyet igen – her er al bestikkelse for eksempel i form af skærmtid helt i orden!

Sidste råd: Vær proaktiv, kan du se på dit barn, at det er ved at være utålmodig, så tag næste skridt; sangleg, gave, snack, gåtur eller hvad det nu måtte være inden det går galt. Og hvis det går galt, og junior stikker i et øresønderivende hyl, så husk din panik-pakke 🙂

 

Vi havde en fantastisk ferie, og se lige solopgang i Dubai fra 30. etage 🙂

IMG_0763

Der er visse fordele ved at have et barn med jetlag – ellers havde jeg aldrig set denne solopgang!

 

Skriv listen ud, sorter i den alt efter hvad du synes er relevant, del den meget gerne, og lad mig endelig høre, hvis jeg mangler noget på listen! 🙂

Reklamer

One of those days….

Kender du det….

 

Man kommer for sent op. Aaaalt for sent. Fordi det er mørkt og koldt udenfor dynen, og de “bare lige 5 minutter mere…..” bliver til “F***!! Klokken er 5 minutter i afgang!!”.

Så man starter dagen med hjulspin på vej ud af sengen, Krudtuglen bliver kastet i tøjet, lynbad, lynmad til junior, og så giver man den bundgas ud af døren!

Efter 5 minutters kørsel slår det lille benzintank-ikon i instrumentbrættet til – ovennævnte bandeord bliver igen taget i brug, mens man skæver til uret, der nu viser, at man kommer minimum 5 minutter for sent.

Under stadig heftig anvendelse af ens udvidede vokabularium af bandeord svinger man ind på nærmeste tankstationen, holder med hvinende bremser ud for nærmeste frie stander, slukker bilen og griber i sin taske efter sin pung.

Pungen er pist væk. Fordi den ligger nemlig ikke i tasken, den ligger hjemme i sofaen, hvor punge jo i al almindelighed bør ligge. Så derfor kan man nu skyde en hvid pil efter at komme på arbejde indenfor de 5 minutter efter mødetidspunkt, som man havde sigtet efter på vej ud af døren.

Det er her den opgivende attitude overtager. Man sukker dybt, sætter bilen i gear og vender snuden mod hjemmet.

Efter at have fået fingrene i pungen med det altafgørende Dankort, sætter man sulten og slukøret igen kurs mod arbejdspladsen. Men nu begynder maven på insisterende vis at sende signaler, som faretruende vidner om, at man går sukkerkold indenfor de næste 5 minutter.

Det første, man bruger Dankortet til, er derfor et smurt rundstykke fra bageren – en sund og nærende morgenmad, der bliver skyllet ned med en københavnerbirkes! Derefter følger en optankning til den dieselsultne bil, og SÅ kan man endelig lade DAS Auto strække ud på de lange lige landeveje til arbejdspladsen.

Dog varer det ikke mere end 5 minutter, før man når den første lastbil… Der ligger og kører abnormt langsomt bag en anden lastbil, der kører ligeså abnormt langsomt. Turen til arbejdet tager således ikke 5 minutter længere, end normalt, men 15! Udover de minutter, man i forvejen er blevet forsinket denne morgen forstås.

Overhalinger kommer ikke på tale, for selvom man ikke kører i myldretiden mere, fordi man jo er sent på den, så er der lige præcis biler nok, der kører med lige præcis den afstand til hinanden i modsatte spor, der umuliggør eventuelle overhalinger af bare den ene af lastbilerne.

Mange opgivende suk senere ankommer man til destinationen – 5 minutter i 9, i stedet for de 5 minutter over 8, som man havde regnet med og håbet på, at man kunne nå, da man startede med hjulspin ud af sengen.

Kender du det?????

Foran venter en laaaaaang arbejdsdag, der heldigvis krydres af gode kolleger, og når turen går hjemad, vil jeg glæde mig til at hente min søn, til at lave mad, og til at min store skat kan give mig et kæmpe knus og kys 😀

PS: Har i øvrigt oprettet en ny kategori at arkivere mine indlæg under her på bloggen – kaos, hedder den. En kategori, som jeg regner med at komme til at bruge ganske aktivt fremover…….

Børnehjørnet i stuen – en lille opfølgning

Måske nogen af jer nåede at læse min lange og lettere usammenhængede post om det børnehjørne, vi har lavet i stuen? Hvis ikke, kan du læse det her

Og ellers – og uanset – syntes jeg bare lige, at jeg ville fortælle lidt om, hvordan det fungerer i dagligdagen, nu hvor vi har haft det i mere end et par uger. En lille opfølgning på mit begejstrede vrøvl om man vil 😉

 

Krudtuglens fristed

Selvom Krudtuglen stadig holder meget af at skrue på højtalerknapperne og rode i reklamerne, pille brænde op af spanden og – det nyeste hit, tak i øvrigt til bedsteforældrene 😉 – hive alt indhold ud af køkkenskabene, så bruger han stadigvæk rigtig meget tid i sit hjørne.

Han futter rundt med sine vogne, og han hygger sig med sine bolde, han undersøger gang på gang, hvad der er i kasserne, og elsker at hive alt indhold ud (mor venter stadig på at det bliver interessant at hive alt indhold tilbage i kasserne…). Det var i dette hjørne at han lærte at kravle, gå og i det hele taget bevæge sig rundt.

Ikke mindst fordi jeg har haft nogle sækkestole til at afskærme for resten af stuen, så det har faktisk en overgang (inden han lærte at bryde ud) fungeret som kæmpe kravlegård. Jeg har fuldstændigt kunnet stole på, at han har kravlet rundt derinde og hygget sig, hvilket har givet mig en pause i løbet af dagen til at få lagt noget tøj sammen eller andre voksenfornøjelser – selvfølgelig stadig under opsyn.

Den følelse af frihed, det har givet Krudtuglen, er jeg sikker på har betydet en del for hans udvikling. Både den mentale og den fysiske. At han har kunnet futte trygt rundt på gulvet i sit “bur”, har gjort at han på egen hånd har kunnet udforsket mange flere bevægelsesmuligheder, og det er kun få gange, jeg har skullet gribe ind….

For eksempel kan det godt blive en lidt for spændende oplevelse at undersøge kasserne indefra, når man er en lille dreng, og der er langt ned til bunden…!

foto-15

Jeg skyndte mig jo altså at samle ham op igen! 😉

Høhøhø… anyways, vi er simpelthen SÅ glade for, at vi tog skridtet og gjorde stuen børnevenlig på den børnevenlige måde, og jeg tror der går lang tid inden vi laver det om. Og til den tid bliver det nok for at gøre det til et teenagervenligt hjørne, hvor vi så ydmygt håber at ungerne vil tilbringe bare ti minutter om dagen – måske med en Playstation eller noget lignende med et sækkestolsarrangement og et fedt motiv til +1000 kr på væggen i stedet for Rema100-fisk 😉

Det var ikke mig….

Kender du det, man bliver syg, har det riiigtig skidt, men må ubetinget tage på arbejde eller til fødselsdag eller hvad der nu ligger og venter – og så får man smittet nogle andre.

Kender du det, man står i en elevator, og pludselig lugter der rigtig skidt, man kigger anklagende på sine medpassagerer, men ingen vedkender sig prutten…

Er der nogen, der ville række hånden op i begge situationer og sige: “…undskyld, det var mig!”???

Selvom man bliver/føler sig presset til at tage til arbejde/sociale arrangementer, så vedkender man sig ikke gerne, at man har givet en forkølelse eller influenza videre. Det gør man helst ikke, fordi man ved, at alle andre er ligeså pressede som en selv, og derfor ikke har tid og overskud til at være syg.

Jeg tænker lidt på, om ikke det var smart at indføre tvunget sygdommens første dag, ligesom barnets første sygedag – sådan at vi ikke udsættes for ligeså meget smitte, som nu, fordi folk føler de er nødt til at bevæge sig ud i det offentlige rum, og dermed bidrage til spredning af virus/bakterier.

Hvad synes du?

 

Lortehistorie – i mere end en forstand

Åh altså… Glæden ved at have børn. Følgende skete for Krudtuglen og mig nogle dage inden ferien:

Jeg skal på wc så sætter Krudtuglen i skråstolen. Kan godt se han trykker men det har han gjort så mange gange før. Vender blikket væk i 10 sekunder, og da jeg igen retter det mod ham, konstaterer jeg forfærdet at han fandme har skidt ud gennem bleen, at en stor klat ligger i skråstolen, og at han pt er ved at undersøge den – med munden!!!! 😱😱😱😱

Med bukserne om anklerne farer jeg med ninjaagtig hastighed hen og hiver fat i hans lille lortebefængte arm, og stikker en sut i munden på ham (så han ikke æder mere lort!) med den ene hånd, mens jeg med den anden – stadig med bukserne om anklerne – får tørret det værste af lorten væk med toiletpapir!

Efter et par minutters oprydning er skaden nogenlunde inddæmmet, og jeg kan fortsætte oprydningen på puslebordet. Krudtuglen er dog under ingen omstændigheder enig i at han skal ligge stille der, så han begynder at sparke og vifte med armene, noget der hurtigt spreder det, der ellers var styr på spredningen af.

Nå! Bleen af, og Krudtuglen ned i badekaret, hvor han bliver spulet med bruseren, fra top til tå, og under store protester!! Bruser er ikke et hit og da slet ikke når mor er nødt til at spule hovedet for de fækalier, der efterhånden har spredt sig helt op i håret! Krudtuglen, der efterhånden er rimelig ferm til at bruge sine ben forsøger ihærdigt og skrigende at kravle op af badekaret, væk fra bruseren, hvilket dog ikke lykkes.

Betræk fra skråstol og puslepude, samt ble og blepose ryger simpelthen ud ad vinduet. Kaoset er nu fuldstændigt, og på sit højdepunkt finder mor og barn en stille stund i badekaret, der er ved at blive fyldt.

Efter et langt bad med rigeligt med sæbe og shampoo er vi nu begge skindende rene og er ved at vaske betræk, noget som Lukas elsker at hjælpe med 🙂

Puha, sikke en omgang! Jeg har efterfølgende haft en lignende episode, hvor badekarret var involveret på flere måder, men jeg tænker at det er nok med en lortehistorie per dag! 😉

Det store sutte-vortex

Skal vi lige starte med at definere et vortex? Et vortex er en hvirvel, hvor tiltrækningskraften mod midten tiltager jo længere mod centrum man kommer. Det vil sige, at et vortex i større udgaver har en vis tiltræknings- og ikke mindst opslugningskraft. Dette princip ses fx i tornadoer, i hvirvlen når man lukker vand ud af badekarret, men man hører også om kæmpemæssige vortexer i havet, som myten siger pludselig åbner sig under skibe og opsluger dem fuldstændig for aldrig at blive set igen.

Det er så her sutter kommer ind i billedet. Jeg har endnu ikke set et decideret sutte-vortex, men jeg er sikker på de må eksistere. Lidt ligesom Bermudatrekanten, ingen ved, hvad der sker, men noget sker der i hvert fald, og ofrene (det være sig sutter eller skibe) forsvinder sporløst fra jordens overflade, og bliver aldrig set sidenhen. Jeg forstår det simpelthen ikke! Jeg købte for et par måneder siden 9 sutter – NI! De er væk nu. Næsten. De sørgelige rester er to navnesutter og en natsut, de andre, og de to-tre stykker vi havde i forvejen, er sporløst forsvundet. Hvor bliver de af?? Jeg har ledt og skrapt, ryddet op, ryddet ud, kløet mig i håret og lignet et spørgsmålstegn, men lige lidt hjælper det. 

Så på den igen. Har nu bestilt og fået 8 nye sutter hos MAM, og jeg håber de ikke forsvinder i det store sutte-vortex i løbet af kort tid på ny, fordi så bliver det da godt nok dyrt i sutter!

Jeg er egentlig overrasket over, at der overhovedet er sutter at hænge op på suttetræerne – man ser poser fyldt til randen med sutter! Mister de mennesker ikke sutter til det store sutte-vortex?? Eller har de et sutte-abonnement, så de får tilført en lind strøm af sutter leveret til adressen? Eller er babyer lidt som hunde, der graver ben ned, for så pludselig at sidde med en sut, man ikke aner hvor kom fra, eller som man troede var forsvundet for evigt? og er det i så fald de sutter, der ender i poser på sagesløse træer?

Med hjælp fra sutte-vortexet er min plan for sutteafvændingen, når den tid kommer, er at lade det ske, som i forvejen sker. Sutterne forsvinder ligeså stille, og lige pludselig er der bare ikke flere, og så er den ikke længere. 

Indtil da vil jeg forsøge at holde forbruget på under 1000 kr samlet!

Amning er ikke blufærdighedskrænkende…!!!

Jeg er kommet i en situation, hvor jeg simpelthen ikke råder over et stort nok antal bandeord, besværgelser, obskøniteter og fornærmelser, der er stærke nok til at beskrive, hvad jeg føler – så derfor har jeg pillet dem ud af dette indlæg, og prøver at styre min vrede;

Özlem Cekic skriver på Facebook, at “Vi har en debat i folketingssalen om, hvorvidt amning er en blufærdighedskrænkelse i det offentlige rum. Personligt mener jeg, amning er naturligt og mener ikke, at det er krænkende. Men desværre er amning ikke undtaget fra blufærdighedslovningen i Danmark, som det er i Australien, Skotland og USA. Og derfor er det muligt at afvise ammende kvinder. Da jeg spurgte socialministeren Manu Saaren, om han mente at amning var en blufærdighedskrænkelse, ville han ikke svare. Hvad mener du?”

Det jeg mener er, at jo debatten er da god, men jeg undrer mig over, at den overhovedet er nødvendig… Jeg fatter simpelthen ikke, at det er et spørgsmål om blufærdighedskrænkelse, når mødre vælger at amme deres sultne babyer i offentlighed.

– jamen undskyld mig – hvad skulle vi ellers gøre??? Pænt fortælle baby, at han/hun altså må vente til vi kommer hjem, så vi ikke blufærdighedskrænker sarte sjæle??

– blive indendøre i 6-12 måneder?? Newsflash: babys mave er meget lille, mælk mætter ikke ret længe, resultatet er, at baby skal have bryst hver anden time, nogle gange oftere, nogle gange mindre. Jeg tror liiige, jeg kunne nå at pakke hele udstyrsstykket ned og komme ud af døren i en halv time inden jeg skulle vende om, og tilbage igen for at fodre baby så – transporttid indbefattet. Vanvittigmor.dk ville denne blog så have heddet. Skilsmisseraten ville være større, for der ville ikke være ret mange mænd, der kunne holdes deres nybagte mødre ud.

– Disse sarte sjæle glor hver dag på reklamer, TV og andre fuldt offentlige, meget visuelle formidlingsmedier, hvor nøgne eller delvist nøgne bryster spiller en stor rolle. Her er mediets formål endda at skabe opmærksomhed – eventuelt seksuel opmærksomhed – i modsætning til amning, hvor rigtig mange af os ammende mødre faktisk ikke rigtig har nogen interesse i at vise vores bryster frem, vi vil bare gerne give vores baby mad, så den ikke skal være sulten og skrige – når baby er glad, er alle glade..! Skal vi så også til at forbyde bryster i mediebilledet?

– skal vi ikke bevæge os fremad i vores mentale udvikling og tolerance? Hvis bare bryster eller delvist bare bryster skal forbydes i film og på TV og i reklamer, hvor er vi så på vej hen? Og hvis de ikke skal, hvorfor er det så et spørgsmål om, hvorvidt mine bryster skal være omfattet af lovgivningen, når de skal fungere som mit barns fødekilde??

– og apropos fødekilde, så er det et stort og rungende NEJ, til dem der siger, at vi da bare kan give baby flaske når vi er ude. NEJ, blev der sagt, fordi flasker kræver ikke så meget af babys sutteteknik, som bryster gør, og resultatet af at give baby flaske hver gang man skal ud, kan måske være, at baby ikke gider tage bryst mere. Jævnfør hvor tit der skal ammes, og hvor meget større den risiko så ville blive.

– og NEJ blev der også sagt til dem, der så siger, at baby da bare kan undevære modermælken og få modermælkserstatning i stedet for så. Ja, baby kan sagtens overleve og blive stor og stærk på modermælkserstatning, og de mødre, der ikke kan eller vil give deres baby bryst, skal vi slet ikke dømme. Men når man kan og vil, så er modermælk altså det bedste for baby. Der er antistoffer og alle mulige rare sager i, som kommer baby til gode. Og hvorfor i alverden skulle vi til at få så mange flere babyer over på flaske og modermælkserstatning, fordi visse mennesker bliver blufærdighedskrænkede af at se en mor amme??

– hvad er problemet i øvrigt? Du skal dælme godt nok glo uhæmmet for at fange et glimt af et helt nøgent bryst, nipples und alles, i mere end et splitsekund – og ellers dækker baby jo sådan set langt det meste af brystet med sit hoved under selve amningen, hvor du jo så skal glo endnu mere hæmningsløst for at få det hele med. Altså det er jo ikke værre end når Linse Kessler viser sig offentligt i nedringet, vel…

– nej, jeg ved godt du ikke tager din pik ud og svinger den, mens du tisser lige i mit synsfelt i offentligheden. Jeg tisser heller ikke offentligt. Jeg AMMER offentligt, og det er noget helt andet. Mine bryster er faktisk ikke et sexuelt objekt på det tidspunkt, de er mælkeproducenter. Din diller bliver ikke brugt som nogens mælkemaskine (spar mig for dårlige jokes!), den bliver brugt til at lette din trang til at tisse eller eller din trang til noget andet… og det er meget normalt, at den slags ikke foregår offentligt. Det gør det heller ikke for mit vedkommende.

 

Var der andet???

 

Ellers vil jeg da lige tilføje, at jeg er temmelig skuffet over, at det i et land, som Danmark, der bryster sig af at have et af verdens højeste toleranceniveauer, hvor bøsser og lesbiske kan blive gift, hvor langt de fleste mindretal i højere eller mindre grad bliver accepteret, og i hvert fald bliver bredere accepteret end i mange andre lande, at et land, som kan rumme Lars von Trier og hans Nymphomaniac og andre ublu film uden det store ramaskrig, nu skal til at debatere I FOLKETINGET, hvorvidt amning er blufærdighedskrænkende…

Jamen det er da fint fra tid til anden at tage en hurtig runde i ringen, for lige at holde antallet af højtråbende, blufærdige individer nede, men at politikerne skal beskæftige sig med det i længere end 5 minutter i Folketinget, det er da for meget. En hurtig afstemning burde kunne gøre det; Ja, til at det bør skrives med store fede bogstaver i lovskriften at almindelig, diskret amning er undtaget, ASAP – det behøver ikke diskuteres eller debatteres, det burde slet ikke være et spørgsmål i et land som Danmark. Og uden at have læst loven, så gætter jeg på, at mine mælkefyldte bryster er omfattet af lovgivningen, fordi vi har et princip, der hedder præcedens, som gør, at når bare en idiotisk dommer (undskyld, der kom en obskønitet) har dømt blufærdighedskrænkelse i forbindelse med en sag, så er det svært at komme uden om at dømme det samme i samtlige lignende sager fremover. Vil det ikke sige, at love, der via præcedens omfatter situationer, som er blevet utidssvarende, sagtens kan tolkes anderledes??? Om jeg må spørge???

Jeg synes det er forrykt, jeg er rasende, skuffet og faktisk også fornærmet. Må jeg lige kaste et “måske” ud her;

Måske – bare måske – der findes vigtigere sager at diskutere i dette lands Folketing, end om folks stakkels øjne bliver brutalt svitset ud af øjenhulerne af bare blufærdighed, når omsorgsfulde mødre ammer deres sultne babyer offentligt????

Jeg tør næsten ikke spørge, men hvad mener du?

Tandbørstning – leg og nødvendighed samtidig

Da Krudtuglen var temmelig lille, ca 6 måneder, og endnu ingen tænder havde, begyndte vi at “børste tænder” på ham. Vi tænkte at jo før vi fik det introduceret til ham, jo mere ville det antage karakter af en nødvendighed, der ikke kunne stilles spørgsmålstegn ved, og jo lettere ville det være, at “få lov” til at børste tænder på ham, når han blev stor nok til at sige fra. Det skal jeg da lige love for, han er blevet – stor nok til at sige fra! Der er snart ingen grænser for, hvad han absolut ikke vil, stå, gå, sidde, spise, kramme, sove, ligge, skiftes, alting kan testes med skrig og skrål og flitsbue. Det er ok, det skal der til, og vi befinder os nu for alvor i den proces, hvor forældrenes job er sætte og bevare de regler og grænser, som barnet hele tiden tester. Til tider er det faktisk lidt komisk at følge med i, men det er nok mest fordi vi stadig kun lige er begyndt på denne fase. Jeg har en mistanke om, at det ikke bliver ved med at være komisk……

Det fede er, at tandbørstningen stort set ikke har været genstand for testning af regler, Krudtuglen er næsten altid med på den der med at åbne munden på høøøøj gab, mens vi børste og synger: først den ene vej, og så den anden vej, og tju og tju og skomagerdreng….

Her til morgen har vi lige indført morgentandbørstning ledsaget af, at han har fået lov til selv at føre babytandbørsten, mens vi børster rigtigt med en længereskaftet og lidt bedre tandbørste, som vi fik af tandlægen i går. Det var et kæmpe hit! Krudtuglen var et stort smil, og da han endda fik lov at holde den nye tandbørste samtidig med den anden, så han sad med en i hver hånd, som begge var stoppet i munde på kryds, var han ikke til at skyde igennem!

Og så så det simpelthen så sjovt ud…. Dejligt at starte morgenen (kl 5:30!!!) med fællesgrin 😀

Huskeliste til turen med barnet under 2 år

Hvis I er som os, så farer I rundt 1 times tid før afgang og forsøger at huske, hvad I har glemt til junior når I skal afsted. Og når jeg skriver afsted, så mener jeg med overnatning. Hvis I er som os, så har I også fundet ud af at det ikke er helt holdbart, og hvis I er som os, så har det endnu ikke resulteret i en liste eller nogen form for konsekvens af de ellers dyrtkøbte erfaringer.

Men no worries, jeg har nu besluttet at tage konsekvensen og sammefatte en liste. Fordi lister er gode, og vi forvirrede forældre har brug for dem!

Så here goes:

 

Pakkeliste til overnatning med baby

 

Transport:

Klapvogn

Barnevogn

Bæresele/strækvikle

 

Sovetid:

Rejseseng

Lagen

Dyne

Pude (hvis dit barn er over 1 år)

Bamse/sutteklud

 

Tøj:

Nattøj

Skiftetøj (bodyer, bluser, busker)

Undertøj/undertøjsbody

Strømper

Overtøj til årstiden

Fodtøj

 

 

Diverse:

Højstol

Babyalarmer + opladere dertil

Legetøj

Sutter

Ammepude

El-stik nattelys

Ammeindlæg

 

 

Pleje:

Bleer (6-7 pr dag)

Stofbleer

Tandbørste

D-dråber

Jerndråber

Zinksalve

Vådservietter eller skumvaskeklude

Desinficerende gel til mor

Transportabel puslepude eller engangsunderlag (fx fra Libero)

Affaldspose

 

 

Madtid:

Mad

Hagesmækker

Babyservice (tallerken, bestik, sutteflasker, glas)

 

Flaskebørn:

Sutteflasker

MME

Eventuelt en termokande med kogende vand

 

På farten:

Snack eller måltid (fx rugbrødsryttere i plasticbeholder, eller en most banan – eller bare en god blød en, som det lille barn kan bide af + sutteflaske med vand)

Legetøj til bilen/flyet/toget

 

Hvis du skal på udenlands med barnet:

Pas

Medicin/børnepanodil

Badetøj

Solcreme

Termometer

 

En pakkeliste til (udenlands)ferien med barnet er vist et kapitel for sig, og kommer her engang inden juni.

 

Er der noget jeg har glemt, så lad mig det endelig vide!! 

Mine populæreste posts…

…er lister over ting til baby og babysøvn. Folk finder selv ind på de indlæg via fx søgemaskiner. Det er fedt!

Dernæst kommer indlæg om baby generelt. Det er et spændende emne for de fleste, der læser med her tror jeg. Fornemmer jeg. Ved det jo ikke med sikkerhed.

Men det er meget sigende, synes jeg, at så snart jeg blogger om sund mad, når der står grøn eller salat eller sund i overskriften, så falder besøgstallet…. Hihihi jeg tænker det er knap så dragende at klikke på et link til salat. Uanset hvor superflot farverne så spiller sammen på billedet, og uanset hvor inspireret jeg selv har følt mig – og uanset mængderne af ost jeg har brugt til de SUNDE salater! 😀 Fair nok, indlægget om det meget lidt sunde Bearnaise var ret populært, så hvis jeg vil være deltidsmadblogger sideløbende med at være en mummy-blog, så må jeg vist holde mig til det usunde 😉