Livet efter barsel

Nå hej, så gik der lige hul i strømmen af indlæg igen! Hvorfor spørger du? Jamen der er mange årsager, jeg fik mulighed for at oversætte en bog, jeg skulle være skriftlig censor, jeg skulle på ferie og nu er jeg så startet på arbejde igen – alle disse ting gik der næsten 3 måneder med. Det er næsten et kvart år uden blogindlæg fra min side af. Det er længe, og jeg havde egentlig ikke forventet, at jeg ville have nogen læsere tilbage på nuværende tidspunkt…

Men her post-barsel, hvor jeg er startet på arbejde igen, har jeg faktisk stadig læsere tilbage, nye læsere mest tror jeg… Og det er jeg enormt glad for og stolt af!

 

Vores nye liv…

Når man har været på barsel, uanset hvor længe tror jeg, så er der en opstartsperiode i den nye hverdag, hvor tingene lige skal planlægges, afprøves, omplanlægges, og så skal der en masse ekstra søvn til.

Planlægges fordi der nu er 3, der skal op om morgenen, i bad, have tøj på, have morgenmad og hvad der ellers skal til for at komme igennem en almindelig hverdag- og sværest af det hele: ud af døren på et bestemt tidspunkt.

Afprøves fordi vores planer og ideer om, hvordan tingene skal foregå stadig varierer fra dag til dag, for at finde den bedste model for os.

Omplanlægges fordi det har vist sig at være svært at nå alting om morgenen, og vi har haft svært ved at nå at komme på arbejde til tiden – trods det vi står umanerligt tidligt op! …synes vi selv. Åbenbart ikke tidligt nok. Åbenbart skal vi op før solen, hanen, og fanden, eller også skal vi måske bare skære nogle ting væk, som vi ellers troede skulle høre til morgenrutinen…

 

Søvn..???

Hahahahahahahaha!

Nej seriøst, vi sover da, men jeg kunne nok godt sove 12 timer i døgnet for tiden. Og nej, jeg er ikke gravid, bare startet på arbejde igen efter barsel! Og selvom man laver en masse ting derhjemme, og barsel på ingen måde kan betragtes som en ferie, så bruger man ikke hovedet på samme måde, man skal ikke koncentrere sig i lange perioder af gangen på samme måde, og man kan styre de pauser, man får i løbet af dagen bedre. Derfor har jeg været vildt træt, allerede fra kl 14 hver dag siden jeg startede for et par uger siden. Og derfor lignet hele huset en slagmark, fordi oprydning har der ikke været overskud til.

 

Om at undvære sit barn

Altså jeg bryder ikke grædende sammen hver gang jeg forlader dagplejen om morgenen, men hold nu op hvor jeg savner den lille Krudtugle meget i løbet af dagen! Det er guld, når jeg kommer og henter ham – mest for mig, Krudtuglen leger jo og har slet ikke tid til at komme med hjem!

Det er under ingen omstændigheder sjovt at undvære mit lille barn så længe hver dag, og det føles på en eller anden måde forkert. At lade forholdsvist fremmede mennesker passe sit højtelskede barn hver dag, for slet ikke at tale om når det skal i gæstedagpleje, det føles bare mærkeligt. Til gengæld kan jeg se, at Krudtuglen er glad for at være i dagpleje, er glad for sine dagplejere, og for at lege med de andre børn, så igen er det vist mest bare mor her, der lider overlast.

Undvære ham bliver jeg nu nok aldrig rigtig god til, og jeg gruer for den dag, han bliver så selvstændig, at han kommer hjem, smider skoletasken, og smutter op på sit værelse med et “forstyr IKKE!!”-skilt hængende på døren. Til gengæld kan jeg jo så i ro og mag sætte mig og glo lidt serier, tage et varmt karbad med et glas vin og en bog, eller få gang i det der motion, jeg har hørt om skulle være så sundt, hvis man har tid til det 😉

 

Det jeg gerne vil sige er:

At jeg faktisk ikke synes, at det er så slemt at starte på arbejde igen, jeg har den fedeste udsigt fra mit vindue, gode kolleger, og et skema, der er til at overkomme. Det eneste, jeg mangler, er at kunne strække min koncentration lidt længere end de der 6 timer om dagen inden min hjerne laver en ublid og uelegant mavelanding under kælderniveau!

 

Hvordan oplever du at starte på arbejde igen??

Reklamer

Dagplejeopstart – tilvænningsperioden

Nå hej, jeg er begravet i arbejde til op over begge ører, så har ikke lige fået gjort så meget ved bloggen… Travl periode generelt hvor også dagplejeopstart har fyldt rigtig meget. Jeg var ved at være bange for at det ville blive en kamp, fordi jeg fik startet en forkert dag på et forkert tidspunkt, noget jeg burde have set komme, men pga. min manglende erfaring med det hele ikke lige så. Krudtuglen og mig havde lige været syge, det var lige efter påske, hvor han ikke havde set dagplejerne længe, og jeg valgte så at efterlade ham derhenne på et tidspunkt, hvor han var træt. Dumt dumt dumt.

Uanset er det gået hurtigt og let, og nu er han mega glad for at være der, og lege med de andre børn! Faktisk synes jeg lidt, at tilvænningsperioden er møntet mere på mor end på barn…

Fordi nok har min lille skat vænnet sig til at skulle være i dagpleje, men jeg synes stadig det er hårdt at aflevere ham, træls at savne ham hele dagen, og at jeg tilbringer alt for få timer med ham om dagen… Så hvornår vænner jeg mig til det???

Re-zombie

Rrrrrshshsssbbbbb…. (frit oversat fra zombiesk: gaaaaab!)

Krudtuglen kunne ikke sove i nat. Han kunne slet ikke finde ro ovenpå alle de indtryk fra dagplejen i går. Lille stakkel. Men vi voksne kan også være stakler. Især når vi ikke kan se ud af øjnene, når morgenen melder sin ankomst med alt for positive fuglefløjt og højt solskin, der skærer i øjnene, når man bare vil sove, grrrr!

Det lader til at Krudtuglen et langt stykke hen ad vejen er enig, i hvert fald brændte han helt af over at tallerken nummer to med havregrød var tom, og var fuldstændig udenfor rækkevidde indtil mor gav ham en nød-bolle, som han også fortærrede, som havde jeg sultet ham i ugevis! Den blev ikke engang splittet af til atomer og smidt på gulvet, nej alt røg i munden… Måske han også var sulten i nat? Kan sådan nogle størrelser prøve at indhente det tabte madforbrug efter en uges sygdom ved at spise dobbeltportion i en uge???? Her er det at jeg som førstegangsmor savner solid erfaring indenfor området, så jeg kunne sætte en præcis pegefinger på netop det eller de problemer, der forstyrrer freden, og hjælpe junior med lige netop det, der får hans verden til at falde sammen om ørerne på ham, mens mor ser hjælpeløst til og forsøger 2-3 forkerte løsninger, inden jeg kan finde ud af at ramme den rigtige… Allerede ved løsningsforsøg nummer 2 tager hidsigheden over hos Krudtuglen, mind you!

Således trænger zombiestadiet sig på i den lille familie bag skærmen nok engang, og weekenden modtages med kyshånd! Inden venter endnu et besøg i dagplejen dog, og jeg håber på, at han når at bearbejde indtrykkene lidt bedre i løbet af eftermiddagen end i går. Ikke at jeg skal noget i weekenden. Bare noget arbejde, ikke noget vigtigt, tjene til føden, drikke for meget kaffe, og ellers slæbe mig savlende og zombieagtigt gennem et hus, der minder om en krigszone med Dublo-Lego-miner skjult ind i mellem det uskyldige legetøj, tøj, aviser, puder and what not, der ligger og undrer sig over ikke at være blevet samlet op endnu.

En ting jeg undrer mig over er, at zombiesyndromet tilsyneladende kun rammer de voksne… Hvad sker der lige for at babyer kan have så dårlig en nat, og så stadig have krudt i måsen dagen efter??? Nogen, der har stået med en zombiebaby efter en laaaang og søvnløs nat??

Dagplejeopstart – de indledende øvelser for mor og barn

Ja, det er blevet tid til at Krudtuglen skal starte i dagpleje, og det betyder at vi i denne uge laver de indledende øvelser til, at han kan være der selv hele dagen. Der er selvfølgelig en plan, der går ud på noget i retning af at besøge dem, bliver der lidt, liste af osv, klassikeren tænker jeg. Det er mest for ham. Mine indledende øvelser består i at vænne mig til tanken. Og det er svært, fordi tanken lige nu består hovedsageligt af:

Naturstridigt! Det er hvad det er, at skulle aflevere sit barn til fremmede mennesker, og det uanset om det er dagpleje eller vuggestue. Jo, det synes jeg, jeg synes, som jeg før har skrevet, at det er en meget mærkelig samfundsindretning, der kræver at vi forældre afleverer de små til nogen, som vi ikke kender, og som ikke kender ens barn, og som ens barn ikke kender.

Husmor 2.0, det ville jeg være god til. Meget. Men nu bor jeg i en by, hvor det der med at mødes i hjemmegåendegrupper ikke er nået hertil endnu, så hvis jeg skulle, ville Krudtuglen ikke lære social omgang i samme omfang, som han vil lære det i dagplejen. Og han ville blive sindssyg af at skulle gå hjemme ved sin moar, når nu det er meget sjovere at lege med andre børn. Så derfor er der ikke noget husmor 2.0 for os – primært mit barn.

Og nu lever vi jo i et samfund, hvor mødrene gerne skal ud at have en karriere også, og i øvrigt bliver skøre og begynder at rende rundt om sig selv i små cirkler og banke hovedet ind i væggen af at blive tvunget til at gå hjemme og ikke møde andre voksne og tænke på at hele verden venter udenfor, og øh, hvor kom jeg til i min sætning… I det samfund er der altså brug for, at vi kan aflevere de små til professionelle, som man kan stole på.

Så det gør vi. Og det gør vi også her i det lille hjem bag skærmen. Jeg kan se, at Krudtuglen her på andendagen synes, at det er sjovt at komme ud til de andre børn. Jeg kan også se, at han synes, de voksne er søde og spændende. Men når mor går, så knækker filmen. Det bliver bedre, det ved jeg, for det siger alle. Og når alle siger det, så er det rigtigt. Jeg synes stadig det er naturstridigt, det ligger dybt i mig, at jeg i bund og grund er en røvdårlig mor, når jeg afleverer mit højtelskede barn til fremmede, og når han så oven i købet græder, så bliver den følelse ikke mindre fremtrædende. Men det er for det bedste, det ved jeg. For det siger alle. Og så er det rigtigt. Jeg glæder mig til at se om alle får ret, og jeg håber, de begynder at få ret i morgen, hvor jeg for alvor skal til at gå. Jeg håber også, at Krudtuglen kan mærke de kuglekærlighedslyn, der stryger fra mig i lind strøm og gnistrende sender små portioner omsorg i hans retning, som han forhåbentlig kan klare sig med, til jeg kommer igen. Forhåbentlig kan han mærke min tilkæmpede/påtagede/imaginære ro, og derved selv være tryg ved situationen.

Jeg glæder mig til den dag, hvor han bliver så glad for at være der, at han glemmer at sige farvel når han kommer, og ikke vil med hjem, når han skal hentes. Eller vent… Hmm… Crap… Jeg vil gerne slås tilbage til start, så jeg kan have min lillebitte baby igen, som jeg aldrig skulle aflevere til nogensomhelst andre end familie og venner, og ikke i særlig lang tid af gangen. Naaaaaaaiiirj, heller ikke, men går tiden ikke lidt stærkt??

PS: Lad dig ikke afskrække af ironi og generalliseringer 😉