Opdragelse: Time In – Time Out

Opdragelse – alle forældre gør det, ingen har helt samme tilgang til det, og alle har en mening om det, også dem, der ikke er forældre.

Jeg har allerede skrevet lidt om vores taktik i forhold til emnet oprydning. I dette indlæg vil jeg fortælle lidt om nogle overordnede principper, vi har i forhold til opdragelse. Det hele er vores måde at gøre det på, og du må derfor ikke se det som en løftet pegefinger eller retningslinjer for, hvordan du bør gøre det, jeg dømmer ingen, fortæller blot hvad vi gør.

 

Time Out

Vores tilgang til opdragelsen blev til som så mange andre; ved trial and error metoden.

I begyndelsen af Krudtuglens tumlingetid brugte vi meget at give ham et Time Out. Hvis ikke han kunne stoppe den uønskede adfærd indenfor 3 advarsler, blev han sat ind i sit legetelt, og fik ikke lov til at komme ud, før han havde hidset sig ned og var klar til at opføre sig ordentligt igen.

Det virkede rigtig godt til at starte med, men efterhånden kravlede han bare ud igen og fortsatte den uønskede adfærd efter kort tid. På den måde udviklede den opdragelsesmetode sig snart til en leg…

Grunden til at Time Out ikke virker for os, fandt vi frem til, er, at Krudtuglen ikke lærte noget af at blive sat ind i et telt for sig selv. Han stoppede med at græde og være hidsig, ja, men han fandt ikke ud af, hvorfor han sad der, han fik ikke sat ord på forløbet, og hans vrede fandt ingen holdeplads. Derfor gentog han ofte handlingen (sikkert i trods), trods det at han havde fået adskillige Time Out for den. Så vi tog en snak og omgrupperede.

 

Advarselssystem

Et helt overordnet princip i vores opdragelse er nu, at Krudtuglens handlinger ikke skal udløse en straf, men derimod en konsekvens.

Når han på den ene eller anden måde har en uønsket adfærd, for eksempel et hysterisk anfald over endt skærmtid, så skal vi ikke finde på en eller anden kreativ og pædagogisk korrekt straf, der er samme konsekvens hver gang; først tæller vi til 3, stopper han ikke inden da, får han advarsler. 3 styks vel at mærke.

  1. advarsel: her finder han ud af, at han gør noget galt.
  2. advarsel: her får han mulighed for at identificere den handling, som han gør galt, for eksempel ved at gentage pågældende handling.
  3. advarsel: kommer vi ofte ikke til, fordi han på det tidspunkt har identificeret, hvad han gør galt, og med mindre han er på krigsstien – hvilket han jo også ofte er – stopper han simpelthen ved advarsel nr. 2.

Vi er efterhånden kommet så langt, at vi ofte heller ikke behøver at tælle længere end til 2, før han stopper den uønskede adfærd. Ja altså, undtagen de dage, hvor han som tumling i trodsalderen skal teste grænser….

Når han har de dage, kommer vi mange gange i løbet af dagen til advarsel nr. 3, og så sker der det samme hver gang: enten mor eller far tager ham med ud og sidder på trappen.

 

 

Time in – det nye sort

På trappen sker der også det samme hver gang; han bruger et par minutter på at falde ned (og mor/far gør det samme, eftersom han ikke får sin hidsighed og stædighed fra fremmede…!), og når vi er klar til det, taler vi om, hvorfor vi sidder på trappen. Vi sætter ord på de følelser, der er involveret (du blev hidsig, fordi…/du blev ked af det, fordi…/mor blev vred på dig, fordi… osv.), og vi identificerer den handling, der udløste følelsen og konsekvensen.

Når vi har talt det hele igennem, og vi har fået ham til at gentage, hvilken handling, der udløste advarslerne (hvorfor sidder vi på trappen? Det er fordi du blev vred over at vi slukkede for fjernsynet), så sender vi ham ud til den anden forælder, så han kan fortælle vedkommende, hvorfor han var på trappen. Hvis ikke han kan det, kommer han tilbage på trappen – fordi han har selvfølgelig luret, at hvis bare han taler os efter munden, så kommer han hurtigere væk derfra igen, hvilket ikke ligefrem fremmer forståelsen. I takt med at han bliver ældre, er vi begyndt at tale i alternative handlemønstre. Hvad kan han for eksempel gøre i stedet for at blive vred over ikke at måtte se mere fjernsyn: sige ØV og spørge hvornår han må igen, eller hvad vi så skal lave.

Det er i princippet ligegyldigt, hvor snakken foregår, det vigtige er, at det er samme sted, og at man sætter ord på de følelser, der er involveret og de handlinger, der udløste konsekvensen. Vi har valgt trappen, fordi de fleste huse, vi kommer i, har en, og fordi der ofte er en dør, der kan lukkes ud til trappen, så vi ikke forstyrrer resten af selskabet med skrig og skrål, og så vi uforstyrret kan sidde og snakke. Det behøver ikke at være nogen tidskrævende øvelse, selvom det jo nogle gange er det.

Denne fremgangsmåde, har jeg efterfølgende læst mig til, er åbenbart kendt under navnet Time In.

 

Værdien af at tage kampen

Man siger, at man skal vælge sin kampe med omhu. Det er jeg som sådan enig i, men mener, at det er vigtigt, at det er de samme kampe, man tager – hver gang. At man altså på forhånd med omhu har valgt, hvilke kampe man tager, og at når man først har taget kampen én gang, så skal man blive ved med at tage den kamp. Ellers bliver barnet forvirret; hvorfor må jeg nogle gange, og andre gange ikke – og så er det at de begynder for alvor at teste, hvor langt de kan flytte grænserne.

Intet er jo selvfølgelig så let, og selvfølgelig vil barnet også til tider teste grænserne uanset, at man tager samme kamp hver gang. Det er også i orden, vi skal jo ikke have skabt nogle små nikkedukker, der ligger under for et eller andet forældrediktatur. Men når grænserne ligger fast, er det lettere for alle parter, også de voksne, at gebærde sig inden for dem, og så er det lettere at flytte grænserne i takt med at barnet bliver ældre. Desuden er det mere simpelt at identificere de områder, hvor man som forældre gerne lader barnet få medbestemmelse.

 

Konsekvens fremfor straf

Jeg tror at alle forældre rider deres kæpheste, når det kommer til opdragelse. Hos os er udover “samme kamp hver gang” også  “konsekvens i stedet for straf”, samt det “at være konsekvent”, der i vores verden er helt afgørende og overordnede nøglebegreber, som vi altid går efter.

At være konsekvent og tage samme kamp hver gang et tæt forbundet, så det sidste jeg vil gå ind i er konsekvens frem for straf.

Jeg synes ikke, at små børn skal straffes, og jeg synes at straf er en form for magtdemonstration, der ikke nødvendigvis fører en ønsket adfærdsændring med sig – fordi det kan blive en magtkamp i stedet for en læring så. Derudover skal børn efter min mening have en chance for at finde ud af, hvad de gør galt, og rette deres handlemønster, før hammeren falder, og der skal udmåles en eller anden straf.

Der er også det i det, for mig, at jeg ser det som skruen uden ende. Med straffe skal alle handlinger værdisættes, og der skal udmåles en straf der stemmer overens med handlingens værdi. Børns ulykker og narrestreger bliver til stadighed værre i takt med at de bliver ældre og nye grænser skal prøves af, og straffen må vel derfor også følge med. Hvor skal man ende? Hvad skal man blive ved med at finde på? Jeg tror, at jeg selv i afmagt mange gange ville ende med ikke at tage kampen så, simpelthen fordi det bliver for besværligt at skulle udmåle straffen. Så er det lettere, bare at lade den køre. Med det system vi kører nu, er det lettest at tage kampen, fordi alle parter ved, hvad der skal ske. Bestemte handlinger udløser bestemte konsekvenser, og det er kun i ganske få tilfælde, at handlingen udløser anden konsekvens end advarselssystem og trappe. Jeg har dog svært ved at forestille mig at sidde på trappen med min teenagesøn og tage en snak om, hvorfor det er smart at bruge kondom…. Erhm så fremgangsmåden har nok sine tidsmæssige begrænsninger!

 

Ingen regel uden undtagelse

Nogle gange kan grænsen mellem straf og konsekvens være hårfin, for eksempel tager vi altid legetøjet fra ham, når han kaster med det. Uden at bruge advarselssystemet, han får en advarsel og det er det, næste gang han så kaster med legetøj, så tager vi det, og han får det ikke igen før efter et par dage. Det kan man vel i princippet kalde en straf, men uanset hvad sker der det samme hver gang. Ligesådan forholder det sig, når han slår. Direkte ud på trappen efter første advarsel, det samme hver gang. Han ved godt, han ikke må slå, og det behøver vi ikke snakke ret meget om mere.

En sidste enkelt, men værdifuld afvigelse fra vores system går på, at vi i pressede situationer spørger ham, om vi lige skal ud på trappen og snakke om det. Vi bruger det således også med omvendt fortegn, hvor han selv kan vælge til og fra. I og med at det ikke er en straf, kan vi sagtens gå ud og tage en snak om tingene på trappen, hvis han er brændt fuldstændig sammen over en eller anden ting, som han ikke lige kan overskue. Det kan for eksempel være at en kusine eller fætter leger med et stykke legetøj, som han plejer at have for sig selv. Hvis han er træt, rykker hans grænser sig, og han får sværere ved at overskue situationen. Nøjagtig ligesom os voksne jo. Og så kan den rigtige løsning godt være, at gå ud på trappen og snakke om det og benytte lejligheden til at give ham ekstra knus og kærlighed – hvilket jo i bund og grund er det han har brug for i lige netop den situation.

Det var lidt af en roman, men til vigtige emner hører lange forklaringer, og jeg håber, at mange af jer er nået helt herned til! Nu vil jeg meget gerne høre, hvad du/I gør derhjemme? Hvad er jeres kæpheste? Hvad er jeres mest værdifulde opdragelsesprincip?

 

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s