Livet efter barsel – round two

Åh livet efter barsel, du smager bittersødt og er vist en acquired taste.

Det er ikke det, at jeg er startet på arbejde igen, det passer mig sådan set fint. Det er hyggeligt, og det er dejligt at blive udfordret på den kant igen, og derudover gør det jo heller ikke noget, at der er andre en ens baby og ens kæreste, der skal se ens geniale sammensætninger af tøj eller make-up den dag.

Nej, det, jeg har så mega svært ved at vænne mig til lige nu, er to ting:

1: Jeg ser ikke min søn nok. Jeg føler ikke det er mig, der opdrager ham, og former ham. Jeg føler det er svært at være deltidsmor. Og jeg savner ham. Altid.

2: Når jeg kommer hjem fra arbejde, må jeg vælge mellem at rydde op eller være sammen med min søn. Mad laver jeg heldigvis på forhånd eller inddrager ham i det, og det synes han er en fest, så det er fint, men den der lille time, jeg har, når jeg kommer hjem inden aftenrutinen med bad og mad begynder at rulle, der må jeg vælge. Jeg vælger jo selvfølgelig min søn. Men pt er rodet ved at få overtaget i det lille hjem, og jeg tænker, at jeg snart får svært ved at prioritere min søn, hvis han bliver væk i rodet i det sekund, vi træder ind af døren – hvis vi da kan komme ind af døren…

Når han er puttet og der er ryddet op, kollapser jeg i sofaen.

Jeg tænker hver aften, at jeg kun lige skal hvile min trætte krop der i en lille halv time, så jeg kan nå at gøre bare et eller andet, tage fat på bjerget af tøj, som jeg fik vasket men aldrig foldet, støvsuge, jage nullermændene i hjørnerne eller få støvet af. Men på en eller anden måde ender jeg altid med at gå i en dybfølt og inderlig symbiose med sofaen, og rejser mig ikke derfra igen, før jeg kun lige orker at vakle ud og børste tænder og gå i seng.

Nu er det jo ikke sådan, at mit liv er et helvede på jord, og det er da kun få dage, hvor hele lortet braser sammen for mig – de fleste dage har jeg det fint med at ignorere rodet og bruge tiden med min søn i stedet for. Men når jeg har haft uanmeldte gæster eller bare er træt af at glo på dynger af ting, der burde finde sin plads af sig selv, når vi er blevet hjemsted for en koloni af bananfluer, eller når savnet til Krudtuglen bliver for stort, eller han har lært nye ting, som jeg ikke har været med til at lære ham (hvilket jo så sker nærmest hver dag for tiden), så bliver det nogle gange for meget for mig.

De dage ser jeg tilbage på barslen med længselsfulde blikke.

Er jeg den eneste, der har det sådan?

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s