Dagplejeopstart – de indledende øvelser for mor og barn

Ja, det er blevet tid til at Krudtuglen skal starte i dagpleje, og det betyder at vi i denne uge laver de indledende øvelser til, at han kan være der selv hele dagen. Der er selvfølgelig en plan, der går ud på noget i retning af at besøge dem, bliver der lidt, liste af osv, klassikeren tænker jeg. Det er mest for ham. Mine indledende øvelser består i at vænne mig til tanken. Og det er svært, fordi tanken lige nu består hovedsageligt af:

Naturstridigt! Det er hvad det er, at skulle aflevere sit barn til fremmede mennesker, og det uanset om det er dagpleje eller vuggestue. Jo, det synes jeg, jeg synes, som jeg før har skrevet, at det er en meget mærkelig samfundsindretning, der kræver at vi forældre afleverer de små til nogen, som vi ikke kender, og som ikke kender ens barn, og som ens barn ikke kender.

Husmor 2.0, det ville jeg være god til. Meget. Men nu bor jeg i en by, hvor det der med at mødes i hjemmegåendegrupper ikke er nået hertil endnu, så hvis jeg skulle, ville Krudtuglen ikke lære social omgang i samme omfang, som han vil lære det i dagplejen. Og han ville blive sindssyg af at skulle gå hjemme ved sin moar, når nu det er meget sjovere at lege med andre børn. Så derfor er der ikke noget husmor 2.0 for os – primært mit barn.

Og nu lever vi jo i et samfund, hvor mødrene gerne skal ud at have en karriere også, og i øvrigt bliver skøre og begynder at rende rundt om sig selv i små cirkler og banke hovedet ind i væggen af at blive tvunget til at gå hjemme og ikke møde andre voksne og tænke på at hele verden venter udenfor, og øh, hvor kom jeg til i min sætning… I det samfund er der altså brug for, at vi kan aflevere de små til professionelle, som man kan stole på.

Så det gør vi. Og det gør vi også her i det lille hjem bag skærmen. Jeg kan se, at Krudtuglen her på andendagen synes, at det er sjovt at komme ud til de andre børn. Jeg kan også se, at han synes, de voksne er søde og spændende. Men når mor går, så knækker filmen. Det bliver bedre, det ved jeg, for det siger alle. Og når alle siger det, så er det rigtigt. Jeg synes stadig det er naturstridigt, det ligger dybt i mig, at jeg i bund og grund er en røvdårlig mor, når jeg afleverer mit højtelskede barn til fremmede, og når han så oven i købet græder, så bliver den følelse ikke mindre fremtrædende. Men det er for det bedste, det ved jeg. For det siger alle. Og så er det rigtigt. Jeg glæder mig til at se om alle får ret, og jeg håber, de begynder at få ret i morgen, hvor jeg for alvor skal til at gå. Jeg håber også, at Krudtuglen kan mærke de kuglekærlighedslyn, der stryger fra mig i lind strøm og gnistrende sender små portioner omsorg i hans retning, som han forhåbentlig kan klare sig med, til jeg kommer igen. Forhåbentlig kan han mærke min tilkæmpede/påtagede/imaginære ro, og derved selv være tryg ved situationen.

Jeg glæder mig til den dag, hvor han bliver så glad for at være der, at han glemmer at sige farvel når han kommer, og ikke vil med hjem, når han skal hentes. Eller vent… Hmm… Crap… Jeg vil gerne slås tilbage til start, så jeg kan have min lillebitte baby igen, som jeg aldrig skulle aflevere til nogensomhelst andre end familie og venner, og ikke i særlig lang tid af gangen. Naaaaaaaiiirj, heller ikke, men går tiden ikke lidt stærkt??

PS: Lad dig ikke afskrække af ironi og generalliseringer 😉

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s