Ny hverdag truer

Jeg synes de hjørner, som vi skal til at runde med Krudtuglen de næste par uger, er ret skarpe. Jeg tror, jeg kommer til at skære mig på dem. Det med at han allerede fylder et år, når der kun er gået 6 måneder (ja ok, der er sgu nok også gået et helt år så, det siger datoen jo…!), det kommer jeg nok hurtigt til at få det fint med, men lige efter påske truer dagplejestarten.

Truer, skriver jeg, i virkeligheden er det nok kun for mor, det tage form af en trussel, det lader heldigvis til at Krudtuglen synes det er fantastisk – han har i hvert fald været et stort smil de gange, vi har været på besøg i dagplejen, og også bagefter på vej hjem faktisk. Men mig, jeg har meget blandede følelser. Jeg er glad for, at han øjensynligt er glad for det. Jeg er glad for, at vi har fundet en god dagplejeplads. Og jeg tror også det bliver helt fint at få rørt de hjerneceller, der er gået i barselshi.

Jeg er til gengæld ikke særlig begejstret for udsigten til at skulle undvære min mus 8 timer om dagen. Eller for at aflevere ham til folk, som jeg ikke kender, og som min søn bliver rigtig glad for, men som jeg stadig ikke kommer til at kende særlig godt. Det er helt skørt at tænke på, synes jeg, at mit barn kommer til at have så kærlige følelser for mennesker, som ingen relation har til hans forældre.

Derudover synes jeg  – set helt oppe fra og ned – at det er et mærkeligt setup det der med, at man ønsker sig børn, bærer dem i 9 måneder, går gennem en fødsel, og passer dem og opbygger en hverdag med dem i 6-12 måneder, hvorefter man afleverer dem til fremmede mennesker. Jeg er helt med på, at ungerne har godt af at komme ud blandt folk og lærer social omgang af det. Jeg er også helt med på, at mor nok har godt af at slippe tøjlerne, og at det jo er nødvendigt for at begge forældre kan passe deres job. Men jeg synes stadig det er mærkeligt, og jeg ser ikke frem til det! Og jeg kommer til at savne min søn.

Han kommer nok ikke til at savne mig, i hvert fald ikke i samme grad. Det gør det heller ikke bedre, ikke udover at det er rart at tænke på, at han nok ikke kommer til at sidde og være ked af det hele dagen. Men han måtte gerne savne mig lidt…

“Det skal nok gå” – ja

“Det bliver godt for både dig og ham” – ja!

“Det virker for alle andre, så det skal det nok også gøre for dig” – jajaja

“Du har samme reaktionsmønster, som alle andre mødre, der skal til at aflevere deres barn i institution, det er meget naturligt” – JA

“Det vænner du dig hurtigt til, og han gør også!” – jajaJAJAJA!!

Jeg ved det alt sammen godt, det gør det ikke sjovere lige nu. Piv….

Hvordan havde du det med pasningsopstart?

Reklamer

2 thoughts on “Ny hverdag truer

  1. Jeg har to børn. Med første barn havde jeg det, som du beskriver. Jeg havde jo ikke prøvet det før, og måtte derfor læne mig op ad andres erfaringer. “De har godt af det” osv. Nu har jeg så prøvet det selv. Min ældste søn er nu 2,5 år og har været en del af institutionsgamet 1,5 år. Og jeg er ked af at sige det, men helt ærligt så synes jeg ikke, at han havde godt af det. Jeg synes ikke, at de andre havde ret. Jeg oplevede det langt hen ad vejen som et nødvendigt onde – frem til han blev ca. 2 år. Da synes jeg det begyndte at give mening. Indtil da havde jeg virkeligt svært ved at se, at det var ret meget andet end et arrangement på de voksnes præmisser. For at vi kan være en del af det samfundssetup, som nu engang indebærer fuldtidsarbejde for både mor og far.

    Nu har jeg så barn nr. 2 og det har givet anledning til mange overvejelser, hvad der skal ske, når orloven ikke rækker mere. For mine børn tror jeg det ville være optimalt at blive hjemme til omkring 2 års alderen. Men jeg er ikke klar til at tjekke ud af arbejdsmarkedet, så indtil videre er mine løsninger: 1) jeg har anvendt orlovsmulighederne maksimalt inkl. forlængelse af perioden på dagpenge. Derved kan mit andet barn nå at blive 15 mdr før han skal i vuggestue. 2) jeg har lavet aftale om nedsat arbejdstid, når jeg starter igen.

    Jeg er med på, at det kan være svært for ikke at sige umuligt at gøre andet end at sende børnene i institution, når de er ca. et år, men det der undrer mig meget er, at der ikke er flere, der er kritiske overfor det? Jeg så et program på DR2: “Sådan er det bare”. Jeg hæftede mig særligt ved det en børnepsykolog sagde om, at det er væsentligt at gøre sig klart er, at det at sende de små børn i institution hvert fald ikke er for børnenes skyld…

  2. Hej Pinje

    Tak fordi du deler din historie. Jeg er glad for at høre at andre har det på samme måde, jeg håber bare at min Krudtugle kommer til at få glæde af det, så det ikke bliver et nødvendigt onde for andre end hans mor…

    Jeg har også forlænget så længe, som jeg overhovedet kan,har fået 1,5 år, fremfor det ene, der ellers er max. Det er jeg meget godt tilfreds med, så kan vi også køre ham stille og roligt ind, og vi har tid til at se på hvordan det går. Det er en rar tanke trods alt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s