I begyndelsen, vores første tid med baby

Når jeg skriver vores første tid med baby, og ikke babys første tid, er det fordi dette er et indlæg, som har fokus på, hvordan vi, som nybagte forældre, havde det i den første tid efter fødslen. Der, hvor man er høj på lykke, skæv af søvnmangel, ør af de mange besøg, og prøver at følge med sit nye liv, som det føles som om er startet med hjulspin og nu drøner op af bakke med 110 km/t med os, de nybagte, halsende efter.

At blive forældre er en følelse og en omvæltning, man ikke kan beskrive. Ens liv føles som en snekugle, som en et-årig har fundet, rystet og smidt ind under sofaen, hvor den ligger og venter på at blive bragt på ret køl. Det kan godt være at al sneen er landet igen, men bestemt ikke der, hvor det lå før..! Alt er anderledes, og man ser verden fra en ny og måske lidt skæv vinkel. Og så alligevel ikke. Fordi vi er jo stadigvæk bare os. Er vi voksne nu?

 

Ude godt, men hjemme bedst?

Vores første tid med baby var egentlig ikke skræmmende. Det var en stor omvæltning, ja, men det havde vi forberedt os på, at det ville være. Livet behøver ikke gå i stå, mente vi, vi ville gerne kunne gøre mange af de ting, vi altid havde gjort, bare med hensyntagen til baby. Så da vi var kommet hjem, og det lod til at baby havde fundet tryghed i sin nye hjemlige base, tog vi for første gang ud af huset med ham. Bare 7 km væk til filmaften hos Johan. Der var kun de venner, baby allerede havde mødt en gang (ikke at vi forventede at han kunne huske dem), og det var så kort fra hjemmet, at vi hurtigt kunne komme hjem, hvis det gik helt galt. Det gjorde det ikke. Han sov hele aftenen, kun afbrudt af at spise og blive skiftet. Sidstnævnte var noget, han ikke brød sig om de første 2-3 mdr, men lige netop denne aften skruede han op for charmen og lå bare og betragtede verden, mens han fik ny numse.

Efter sådan en succes fik vi blod på tanden. Vi havde en autosleeper, som han kunne spændes fast i i bilen og ligge og sove i. Den kunne desuden klikkes i et stel og på den måde fungere som barnevogn. Det havde vi stor, stor glæde af! Det er bare guld værd, at baby kan falde i søvn i bilen, uden at man skal forstyrre freden, når turen er slut! Det tror jeg har været en stor del af grunden til, at vi på den måde kunne tage alle mulige steder hen, uden at baby lod sig påvirke af det. Der var ellers mange, der mente, at vi forlod den hjemlige base for tit. Men vores filosofi var, og er, at babys trygge base skal være os, ikke hjemmet som sådan. Det virkede, bare vi er der, kan han det meste. Vi har været i stort set hele Danmark – med og uden campingvogn – vi har været på campingferie i Italien, vi har været i badeland i Tyskland, men vi har også bare været ude at køre ture. Det har været et kæmpe plus, at vi kunne komme rundt og ud på den måde. Til stellet hører også en lift-del og en klapvognsdel, og desuden kan baby-autostolen klikkes i, så vi også kunne køre ham rundt i den, hvis det blev nødvendigt. Det har virkelig været godt! Vi har stort set ikke haft behov for en “rigtig” barnevogn, før nu, hvor han er for stor til lift-delen.

 

Amningen…

Anyways… Den første tid er for mange præget af at få amningen op at stå. Det var den også for os, men på en positiv måde. Jeg blev nødt til at bruge suttebrikker helt fra starten. Han kunne simpelthen ikke få fat, og da der var gået et lille døgn med at han prøvede uden at det lykkedes med stor frustration for det stakkels lille væsen til følge, gav jeg simpelthen op med at prøve uden og tog suttebrikken i brug. Det lykkedes heldigvis med det samme, og jeg brugte dem de første 4-5 måneder. Derefter tog han faktisk bare fat uden brik fra den ene dag til den anden, og nu står de bare og samler støv.

Baby var lille, da han kom til verden. Knap 3 kilo, vejede han. Og da han havde tabt de maks 10%, han måtte, havde vi stor fokus på at få ham til at spise så meget som muligt, så han kunne blive stor og stærk! Det betød, at han skulle spise hver tredje time – sharp! Vi havde indstillet uret efter det, nat og dag, og min kæreste stod heldigvis op med mig hver nat når jeg skulle amme. Det var hyggeligt og en utrolig stor hjælp for mig! Selvfølgelig var det hårdt at skulle op hele tiden, men det er jo noget, man ved, følger med det at blive forældre, og denne viden gjorde det mindre hårdt for os. Jeg elsker at amme! Det er det mest hyggeligste, og det er ubeskriveligt dejligt at dele sådan en intim stund med sit barn. Nok især når man har en lille krudtugle, der hellere bruger tiden på at futte rundt på gulvet end på at putte med mor…!

En anden ting, der prægede den første tid var tørst! Og sult! KÆFT hvor var jeg tørstig konstant, og alt det jeg kunne æde lige pludselig! Jeg havde haft kvalme stort set hele graviditeten igennem, så da jeg nu endelig kunne spise, og jeg tilmed var mere sulten end normalt pga. amningen, så gav jeg den bare gas! MAD! YES!!!

 

Ondt i mavsen

Baby skreg en del de første måneder. Vi kunne ikke helt finde ud af hvorfor, men jeg undrede mig lidt over hans maves størrelse, kan jeg huske. Fik at vide, at den lignede alle andre babymaver, så slog det hen. Fik dog også besked på af lillebror, at vi skulle komme afsted til zoneterapeut, og det hellere i går end i dag, fordi det havde virket på deres unger. Da vi endelig gjorde det, undrede jeg mig over, hvorfor i alverden vi dog ikke bare havde gjort det med det samme! Vi fik en helt anden baby med hjem. Pludselig begyndte han at smile og pludre, og han skreg ikke tilsyneladende uden grund mere (som i at vi kunne se, ok du er træt/sulten/skal skiftes, fik det ordnet og så var han glad igen). GØR DET! Zoneterapi altså. Har skrevet om det her.

 

Mig? 

Jamen hvordan havde jeg det så? Tja… Jeg var glad. Jeg var træt. Jeg var fokuseret på baby. Baby og amning og amning og baby. Tog lige et kig ud i den virkelige verden med regelmæssige mellemrum, for lige at holde mig opdateret, og så var det baby igen. Jeg var lidt ked af, at jeg ikke kunne være med til alt det, jeg plejede at være med til, som mine venner lavede. Hyggeligt aftener med alkohol involveret typisk. Ferier til eksotiske steder. Spa-ophold. Men jeg følte mig ikke lænket til hjemmet, jeg var, og er, tit ude.

Jeg sang meget. Har aldrig sunget så meget i mit liv. Baby elskede det, og det gør han stadig. Uanset om jeg synger ligeså dårligt, som jeg plejer, eller har ondt i halsen og ikke kan ramme en tone! Bare jeg synger “Jeg er en lille undulat” og “Jeg er en papegøje fra Amerika”, så er han glad..!

Jeg syntes det var stort og skræmmende, at min kæreste skulle på arbejde igen efter de første 14 dage. Nu skulle jeg selv stå med hele det store ansvar for baby. Det viste sig ikke at være et problem, jeg er jo mor… 😉 Og på den baggrund alene går det ikke op af bakke mere. Det var faktisk en ret kort bakke. Nu går det lige ud af landevejen, jeg har indhentet mit liv igen, og kan følge med. Faktisk er jeg nogen gange på forkant med det hele, men mon ikke det er en kort fornøjelse, der slutter når jeg skal starte på arbejde igen? 😉

Hvordan var din første tid med baby? Eller hvordan har du opfattet det, når nogen du kender, har fået et barn? Brug endelig kommentarfeltet!

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s